Eriksen, Jens-Martin - www.forfatterviden.dk

Om forfatteren

Foto: Torben Eskerod

(1955)

Forfatterdebut: 1985 (Nani)

Jens-Martin Eriksen er kendt som en af dansk litteraturs mest markante prosaister. Han kom til verden i 1955 i Aalborg og er opvokset ved et havnekvarter sammen med sin enlige mor og bedsteforældre, indtil han som 14-årig blev sendt tre år på en indremissionsk kostskole i Himmerland. I 1981 blev han cand.phil. i dansk fra Aarhus Universitet og debuterede som forfatter med romanen Nani i 1985. Siden har han blandt andet publiceret romanen Vinter ved daggry og novellesamlingen Jonathan Svidts forbrydelse. Derudover har han i samarbejde med kritikeren Frederik Stjernfelt publiceret Hadets anatomi, Krigens scenografi, Adskillelsens politik, samt essaybogen De Anstændige. I 1990'erne begyndte Jens-Martin Eriksen også at skrive til radio og tv og senere skuespil. Ved siden af sit eget forfatterskab har han desuden været tilknyttet Gyldendals kulturtidsskrift Fredag som redaktør, og har siddet i bestyrelsen for Danske Skønlitterære Forfattere, samt været medlem af Statens Kunstråds Litteraturudvalg. Jens-Martin Eriksen har gennem tiden modtaget flere anerkendelser, heriblandt Herman Bang Legatet, Adam Oehlenschläger Legatet for litteratur, Beatrice-prisen fra det Danske Akademi, Jeanne og Henri Nathansens Mindelegat, samt Statens Kunstfonds livsvarige ydelse. Privat er Jens-Martin Eriksen bosat i København, men opholder sig ofte i Genève i Schweiz, hvor hans schweiziske kæreste Sophie bor.

Derfor skriver jeg:

Da jeg var 27 år og skrev på min første roman engang i Barcelona fyldte spørgsmålet om ’hvorfor jeg skriver’ overordentlig meget. Det var måske det mest centrale spørgsmål, der var at meditere over når jeg ikke lige skrev på romanen. Så debuterede jeg efter nogen tid med netop denne roman, men det blev det ikke bedre af. Nu fyldte dette enerverende og selvcentrerede spørgsmål mere og mere. Og det blev ikke bedre af det selskab, som jeg i den forbindelse rendte på i København. Det var unge mænd med samme syge hang til at tale om sig selv, som jeg. Hvor skrev vi, hvem var vi og lignende banaliteter, som alle triste unge mænd fylder sig med overalt.

Som tiden gik glemte jeg efterhånden spørgsmålet, og tager mig mere af at skrive de bøger, der optager mig. Faktisk havde jeg lykkeligt glemt, at jeg overhovedet nogensinde havde stillet mig selv dette aparte og letterede bøvede spørgsmål indtil jeg fik det gentaget her. ’Hvorfor skriver jeg?’ Jeg får lyst til at skrige.

Eller også er der bare det galt, at der bare mangler noget i sætningen? ’Hvorfor skriver jeg den bog, som jeg fortiden arbejder på?’ Det er alt for tidligt at svare på. Bogen må i sig selv, når den foreligger, levere en fyldestgørende forklaring. (Man må derfor vende tilbage ved en senere lejlighed, hvis man har opfattelsen af, at man må gå forsmået bort fra denne tekst.)

Jens-Martin Eriksen, oktober 2013