Derfor skriver jeg:
Da jeg var 27 år og skrev på min første roman engang i Barcelona fyldte spørgsmålet om ’hvorfor jeg
skriver’ overordentlig meget. Det var måske det mest centrale spørgsmål, der var at meditere over når jeg ikke lige skrev på romanen. Så debuterede jeg efter nogen tid med netop denne roman, men det blev det ikke
bedre af. Nu fyldte dette enerverende og selvcentrerede spørgsmål mere og mere. Og det blev ikke bedre af det selskab, som jeg i den forbindelse rendte på i København. Det var unge mænd med samme syge hang til at tale om sig
selv, som jeg. Hvor skrev vi, hvem var vi og lignende banaliteter, som alle triste unge mænd fylder sig med overalt.
Som tiden gik glemte jeg efterhånden spørgsmålet, og tager mig mere af at skrive
de bøger, der optager mig. Faktisk havde jeg lykkeligt glemt, at jeg overhovedet nogensinde havde stillet mig selv dette aparte og letterede bøvede spørgsmål indtil jeg fik det gentaget her. ’Hvorfor skriver jeg?’ Jeg
får lyst til at skrige.
Eller også er der bare det galt, at der bare mangler noget i sætningen? ’Hvorfor skriver jeg den bog, som jeg fortiden arbejder på?’ Det er alt for tidligt at svare
på. Bogen må i sig selv, når den foreligger, levere en fyldestgørende forklaring. (Man må derfor vende tilbage ved en senere lejlighed, hvis man har opfattelsen af, at man må gå forsmået bort fra denne tekst.)
Jens-Martin Eriksen, oktober 2013