Helle Vincentz

Om forfatteren

Foto: Line Thit Klein

(1978)

Forfatterdebut: 2011 (Den afrikanske jomfru)

Helle Vincentz er kendt for sine politiske romaner inden for thriller-genren, der kredser om kontroversielle temaer i oliebranchen og det internationale samfund. Hun er født i 1978 og er opvokset syd for Slagelse i barndomsbyen Skælskør. Helle Vincentz er uddannet journalist og cand.public. fra Syddansk Universitet med speciale i international politik og har desuden en mastergrad i Human Rights fra Columbia University i New York. Hun debuterede som forfatter i 2011 med krimiromanen Den afrikanske jomfru og har siden udgivet romanerne Den filippinske pirat (2012), Nukaakas kabale (2013) og senest Stjålne liv (2016). Blandt hendes helt store kilder til inspiration er den britiske forfatter John le Carré, den amerikanske forfatter og jurist John Grisham, den svenske krimiforfatter Åsa Larsson og ikke mindst den danske forfatter og journalist Leif Davidsen. Inden hun blev forfatter, arbejdede hun som projektleder i A.P. Møller Mærsk i afdelingen for Corporate Social Responsibility, senere som freelancejournalist for blandt andet Jyllands-Posten og Nyhedsmagasinet Ingeniøren, og har desuden været ansat som kommunikationsmedarbejder hos Mellemfolkeligt Samvirke. Privat bor Helle Vincentz i Hareskovby nord for København med sin mand Henrik Vincentz og deres to drenge, Hugo og Albert.

Derfor skriver jeg:

Jeg skriver, fordi jeg ikke kan lade være. Jeg sagde engang i et interview, at jeg er afhængig af at skrive, og det er sandt. Jeg har altid skrevet - historier, dagbog, taler, hvad som helst – og kan ikke forestille mig et liv uden.

Min drivkraft er indignation. Jeg elsker at tage læserne med ind bag facaden i et udvalgt univers og vise råheden bag den polerede overflade. Det kan i virkeligheden være et hvilket som helst univers, men ender for mit vedkommende ofte i boldgaden erhvervslivets mørke sider, korruption og storpolitik. Jeg har en fortid hos A.P. Møller - Mærsk og har i mange år beskæftiget mig med oliebranchen og virksomheders sociale ansvar, så den erfaring trækker jeg på, når jeg skriver.

Det er vigtigt for mig, at læserne bliver suget ind i mine bøger og har svært ved at lægge dem fra sig, før sidste side er vendt. Jeg tænker mit forfatterskab som ’begavet, actionpræget underholdning’. Der skal ske noget, og bogen skal have et stærkt, fremadskridende plot. Hvis folk siger ’for pokker, det var en spændende bog, og nu forstår jeg verden en lille smule bedre’, når de har læst en af mine bøger, så er jeg lykkelig! Jeg elsker selv at blive klogere, mens jeg bliver godt underholdt, og den begejstring vil jeg rigtig gerne give videre til mine læsere.

Helle Vincentz, maj 2013

Udvalgt bibliografi:

2011: Den afrikanske jomfru (roman)

2012: Den filippinske pirat (roman)

2013: Nukaakas kabale (roman)

2016: Stjålne liv (roman)

Links om forfatteren:

International forfatterbibliografi (bibliografi.dk). [klik her]

Litteratursidens portræt af forfatteren. [klik her]

Forfatterens officielle hjemmeside. [klik her]

Carré-lignende krimidebut kikser persontegningen (2011).

Anmeldelse af romanen Den afrikanske jomfru.

Af Sophie Engberg Sonne, Politiken.

»»»

Kampen om Grønlands råstoffer (2013).

Anmeldelse af romanen Nukaakas kabale.

Af Tonny Vorm, Information.

»»»

Her er Helle Vincentz´ hidtil bedste (2016).

Anmeldelse af romanen Stjålne liv.

Af Merete Reinholdt, Berlingske.

Interview med forfatteren om romanen Den afrikanske jomfru.

Interview uploadet af Bogtube (2011). [klik her]

»»»

Interview med forfatteren om romanen Den filippinske pirat.

Interview uploadet af Rosinante&Co (2012). [klik her]

»»»

Interview med forfatteren i anledning af romanudgivelsen Nukaakas kabale.

Interview fra bogbloggen Vild Med Krimi (2013). [klik her]

»»»

Interview med forfatteren i anledning af romanudgivelsen Stjålne liv.

Interview fra KulturXpressen (2016). [klik her]

Forfatterprofilen er senest opdateret den 30.05.2018.