Leine, Kim - www.forfatterviden.dk

Om forfatteren

Foto: Robin Skjoldborg

(1961)

Forfatterdebut: 2007 (Kalak)

Kim Leine har med sit elegante og samtidig poetiske sprog inden for kun ganske kort tid manifesteret sig som en af sin generations helt store forfattertalenter. Han kom til verden i Norge, hvor han voksede op i den lille bygd Seljord sammen med sin mor og stedfar og lillebror. Senere flyttede han til Danmark som 17-årig for at bo sammen med sin far i København, hvor han i 1982 blev nysproglig student fra Sortedam Gymnasium. Efter gymnasiet uddannede Kim Leine sig til sygeplejerske på Bispebjerg Sygeplejeskole i 1987 og rejste efter endt uddannelse til Grønland, hvor han boede og arbejdede som sygeplejerske i 15 år. I 2004 vendte han tilbage til Danmark og debuterede som 45-årig i 2007 med den meget kritikerroste erindringsroman Kalak. Herefter fulgte romanerne Valdemarsdag (2008) og Tunu, (2009). I 2012 udkom Kim Leine med sin fjerde og meget anmelderroste roman Profeterne i Evighedsfjorden, der blandt andet indbragte ham boghandlernes pris De Gyldne Laurbær og Nordisk Råds Litteraturpris. Siden har han udgivet romanerne Afgrunden (2015), De Søvnløse (2016) og senest Rød mand/sort mand (2018), andet bind ii trilogien om missionstiden i Grønland. Blandt sine foretrukne kilder til inspiration er den norske forfatter Knut Hamsun, den russiske forfatter Lev Tolstoj, den franske forfatter Gustave Flaubert, samt den canadiske forfatter og litteraturkritiker Margaret Atwood. Kim Leine har med tiden modtaget adskillige priser for sit forfatterskab og i 2010 modtog han desuden støtte fra Dansk-Grønlandsk Kulturfond til en researchrejse til Maniitsoq (Evighedsfjorden). Privat bor Kim Leine på Islands Brygge i København med sin hustru Bodil og deres søn Sune. Han er desuden far til Johannes og Marie.

Derfor skriver jeg:

At skrive er for mig en grundbehov, ligesom det er at læse, på linje med sex, mad, venskaber og familie. Læsningen var, fra ca. 12 års alderen, min måde at få nogle fornuftige voksenrelationer, og idéen om at blive forfatter opstod tidligt. Men jeg kunne ikke fatte hvordan man skrev en bog. Så i mange år lavede jeg alt muligt andet, drak for meget, åd for meget, havde mange usunde seksuelle forhold, tog morfin osv. I dag kan jeg godt se at det var en slags overspringshandling, mens jeg ventede på at blive forfatter. Jeg forsøgte igen og igen, og mislykkedes igen og igen. Først da jeg havde overlevet den endegyldige krise, kom der en nerve, og en følelse af nødvendighed, i skrivningen, og så kom bøgerne i tur og orden. Jeg har en del erfaringer med misbrug og afhængighed, og jeg kan mærke at der er flere af de samme energier i min skrivning som i de andre ting. Hvis jeg går i nogle dage uden at få skrevet, får jeg abstinenser og bliver deprimeret, vranten, desperat, i den rækkefølge - bare spørg min kone.

Bruger jeg skrivningen terapeutisk? Ja, selvfølgelig. At skrive hjælper en med at tænke, at sortere rodet oppe i hovedet. Men formålet med at skrive er vel ikke terapeutisk. Det er bare noget jeg gør. Det er et grundbehov.

Kim Leine, januar 2015