Ane Riel er kendt for sin minimalistiske og humoristiske skrivestil. Hun er født og opvokset i et klassisk borgerligt hjem i Skåde Bakker syd for Aarhus. I 1990 sprang hun ud som nysproglig student fra Marselisborg
Gymnasium. I tiden efter studentereksamen arbejdede hun blandt andet på et advokatkontor og ved Aarhus Kunstmuseum. I 1994 blev hun exam.art. i kunsthistorie fra Aarhus Universitet. Under studierne blev hun voldsomt optaget af jazz og draget mod det
aarhusianske jazzmiljø. Passionen for jazzmusik blev blandt andet udlevet på den legendariske jazzbar Bent J i Aarhus. I 1995 flyttede hun til København for at søge ind på Designskolens illustratoruddannelse. Hun blev dog imidlertid
ikke optaget, men fik i stedet arbejde ved Storm P. Museet på Frederiksberg, hvor hun arbejdede i mere end ni år. Hendes debut som voksenforfatter kom i 2013 med romanen Slagteren i Liseleje, der siden er blevet efterfulgt af romanerne Harpiks (2015)
og Bæst (2019). Ane Riel har tidligere og overvejende under sit ungpigenavn, Ane Brahm Lauritsen, udgivet op til flere bøger for børn, herunder undervisningsbøger om malerkunst, arkitektur og Storm P. Blandt hendes
foretrukne kilder til inspiration er den danske tegner, maler og forfatter Storm P., den danske baronesse og storyteller Karen Blixen, samt den amerikanske jazzmusiker Lester Young. Derudover har hun modtaget op til flere priser for sit forfatterskab, heriblandt
Harald Mogensen Prisen og Glasnøglen i 2016. Privat er Ane Riel bosat i Liseleje med sin mand, jazzmusikeren Alex Riel.