Bente Clod

Om forfatteren

Foto: Ubok.no

(1946)

Forfatterdebut: 1976 (Det autoriserede danske samleje og andre nærkampe)

Bente Clod er kendt for sine digte, prosastykker og artikler om 1970’ernes kvindekamp. Hun kom til verden i 1946 på Frederiksberg, hvor hun voksede op i et frisindet hjem som barn af en enlig mor. Efter sin realeksamen i 1962 fra Sortedam Gymnasium havde hun i perioden 1962-1966 forskelligt erhvervsarbejde, inden hun afsluttede uddannelse fra Gladsaxe Seminarium for Fritidspædagoger i 1968. I 1980 tog hun gøsselgymnastikuddannelsen og blev herefter uddannet manuskriptforfatter fra Den Danske Filmskole. Bente Clod debuterede som 30-årig i 1976 med debatbogen Det autoriserede danske samleje og andre nærkampe, der udsprang af kvindekampen i 1970’erne. Siden har hun skrevet flere romaner, som tematiserer kvinderollen og udviklingen af en lesbisk identitet, heriblandt Brud (1977), Syv sind (1980) og Vent til du hører mig le (1983). Hun har desuden udgivet flere digtsamlinger – blandt andet Imellem os (1981) og Solen i øjnene (1986). Efter en skrivepause debuterede hun som ungdomsforfatter med romanen Englekraft (2000) efterfulgt af romanerne I vilden sky (2001) og Himmelfald (2002). Derudover har hun oversat den amerikanske digter Emily Dickinson i bogen På min vulkan (2005), der indeholder en fyldig introduktion og 142 oversatte digte på dansk og engelsk. Udover sin forfattervirksomhed underviser Bente Clod i prosa, lyrik, dramatik, filmmanuskripter, brugen af humor, erotiske tekster og erindringer. Hun er desuden medstifter af Kvindekulturlegatet og af Kvindeforfattergruppen i Dansk Forfatterforening og af Skriveskolen, samt medopretter af forlaget Kvindetryk. I 2000 blev hun tilknyttet Det Bogstavelige Skriveakademi som leder. Bente Clod har gennem sit forfatterskab modtaget op til flere legater, bl.a. det treårige arbejdslegat fra Kunstfonden, og blev i 1981 indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris for digtsamlingen Imellem os. Privat bor hun på Nørrebro i København.

Derfor skriver jeg:

»Figurerne, de opdigtede personer, findes i os selv. Det gælder om at mærke efter. Vi behøver ikke at have været i deres sko eller have haft samme alder for at skabe dem. De sidder derinde. Vi kender allesammen til det at se et menneske i supermarkedet eller bussen og begynde at danne os et indtryk af vedkommende, hendes hverdag.«

Bente Clod (Citat fra artikel i Information 2013)

Udvalgte litteraturpriser:

2002: Kulturministeriets Børnebogspris

Udvalgt bibliografi:

1977: Brud (roman)

1980: Syv sind (roman)

1981: Imellem os (digte)

1986: Solen i øjnene (digte)

1990: Gul engel (roman)

Links om forfatteren:

Forfatterweb om forfatteren. [klik her]

International forfatterbibliografi (bibliografi.dk). [klik her]

Litteratursiden om forfatteren. [klik her]

Forfatterens officielle hjemmeside. [klik her]

Taber-Thilde vil fremad (2001).

Anmeldelse af romanen I vilden sky.

Af Eva Glistrup, Berlingske.

»»»

Når masken falder (2006).

Anmeldelse af romanen Body Effex.

Af Steffen Larsen, Politiken.

Aktuelt ingen links til forfatterinterviews.

Forfatterprofilen er senest opdateret den 30.08.2018.