BogNyt

Introduktion til nye bogudgivelser 

 

Denne side indeholder blandt andet omtale af aktuelle udvalgte bogudgivelser fra hjemmesidens forfattere...

 

Oprettet: 30. januar 2017

Poetisk kosmonaut inviterer til nye fascinerende rumeventyr

I januar udsendte Signe Gjessing sin tredje digtsamling Ideale begivenheder. Som i hendes to forrige digtsamlinger spiller den kosmiske rum- og naturoplevelse fortsat en stor rolle i digtene. Digtene som er i versform udforsker sproget og universets rum og virkelighed i et brusende og sansende billedsprog. Motivet i teksterne er nu ikke blot verdensrummet, men også et ulegemligt og metafysisk rum. En intens og fascinerende digtsamling fyldt med sproglige overraskelser, smukke ord og ordsammenstillinger og smukke billeder...

Ideale begivenheder | Signe Gjessing | Gyldendal

Oprettet: 15. februar 2017

Ida Jessen skildrer mesterligt og med stor psykologisk indsigt

Ida Jessen har med romanen Doktor Bagges anagrammer skrevet en gribende og nuanceret skildring af en mand, der plages af alvorlig sygdom og indre dæmoner, samt tegnet et skarpt tidsbillede af en midtjysk hedeegn fra begyndelsen af 1900-tallet. Den er skrevet i et sprog fuld af poesi, legende elegance og livsklogskab. Ida Jessen har skrevet en smuk lyrisk roman i sin helt egen elegante og underspillede facon...

Doktor Bagges anagrammer | Ida Jessen | Gyldendal

Oprettet: 10. marts 2017

Kuldegysende og klaustrofobisk prosa

I Morten Sabroes seneste romanudgivelse Love Me Do er karakteren ved navn Morten og hans hustru Do på hotelophold i New York. Ved et uheld kommer Morten en morgen til at sidde fast i en elevator i mere end fire timer. Han er voldsomt klaustrofobisk og det er et meget medtaget og forandret menneske, der slipper ud derfra. Romanen er skrevet i et malerisk og favnende sprog med livsbetragtninger om kærlighed, ægteskab, alderdom og ikke mindst identitet. Med et virtuost greb om sproget balancerer romanen fint mellem fiktion og virkelighed. Den er krydret med store doser humor og selvoptaget selvironi – men er samtidig også dybt alvorlig...

Love Me Do | Morten Sabroe | Politikens Forlag

Oprettet: 30. marts 2017

Ramslands nye roman hylder fortællingens fortryllende magt

Efter en lang romanpause er Morten Ramsland nu igen tilbage i vanlig stil – fuld af fortælleglæde og humor. Romanen Æg er en grotesk og samtidig humoristisk beretning om en fattig bondefamilie som for lang tid siden kom i besiddelse af et magisk guldæg. Guldægget følger familien op gennem tiden, fra middelalderen og helt ind i vores nutid, hvor en dreng lytter til sin morfars rablende historier. Med et sprudlende sprog og en fabulerende fortællestil har Morten Ramsland skrevet en intens og ikke mindst betagende roman om gamle slægter, magi og historiefortællingens fortryllende magt...

Æg | Morten Ramsland | Rosinante

Oprettet: 5. april 2017

Kortroman om komplekse relationer og dødens evige nærvær

I april 2015 tog vi afsked med en af landets ubetinget mest betydningsfulde forfattere i nyere tid. Nu udsender Gyldendal ny kortroman af forfatteren Klaus Rifbjerg. I romanen Spejl er jeg-fortælleren på ferie i Francos Spanien med sin familie. En dag, da han sidder alene udenfor i solen ved feriehuset, sanser han pludselig en gammel mand der til forveksling minder om hans egen afdøde far – hvilket det også viser sig at være. Sammen tager de på en lang og oplevelsesrig biltur rundt i Spanien. Det er en intens og gribende roman om komplekse relationer og dødens evige nærvær, som i den grad maner til eftertanke...

Spejl | Klaus Rifbjerg | Gyldendal

Oprettet: 20. april 2017

Intens og medrivende roman om vild og umulig kærlighed

Forfatteren Christian Mørk er netop aktuel med sin tiende roman. I romanen Kujonen møder vi Andreas, der flytter til Irland for at være sammen med, hvad han tror er, kvinden i hans liv. Den unge irske forfatter Nora er både intelligent, smuk og sexet. Det viser sig dog at hun er psykisk ustabil og mod sin vilje bliver Andreas trukket ind i en hvirvelstorm af uforløste følelser. Kujonen er en smuk og sanselig beretning om et forhold, der bliver til både en besættelse og en forbandelse for bogens hovedfigur. Christian Mørk har udgivet en intens og ikke mindst medrivende roman om vild og umulig kærlighed...

Kujonen | Christian Mørk | Gyldendal

Oprettet: 25. april 2017

Kamilla Hega Holsts dystre og dunkle univers funkler

Rud er titlen på Kamilla Hega Holsts fjerde og seneste roman. Romanens jeg-fortæller, en fraskilt mor, er i sommerhus i Asserbo med sine to børn. En dag efter en strandtur forsvinder teenagedrengen Malte i et plantagelandskab ved sommerhuset. Drengens mor forsøger desperat at finde sin forsvundne søn. Herefter udfolder sig en dyster og ikke mindst tungsindig historie, der kredser om det ”at fare vild”. Romanen er opbygget som en kollage, hvor filosofiske tekstbidder serveres side om side med naturalistiske detaljer af naturen og den menneskelige organisme. Med Rud er Kamilla Hega Holst er tilbage med en sanselig og medrivende roman om leg, vold og begær...

Rud | Kamilla Hega Holst | Rosinante

Oprettet: 30. maj 2017

Ny barsk beretning fra hovedstadens obskure underverden

Efter lang romanpause er Jonas T. Bengtsson nu klar med sin fjerde roman Sus. Romanens hovedfigur Sus er en ung kvinde som er vokset op i en social ghetto i hovedstadens Nordvest-kvarter. Hun har ikke meget at leve for. Hendes bror er indlagt med en granatsplint i hjernen efter udsendelse til Afghanistan, mens hendes far afsoner en dom for uagtsomt manddrab på moren. Sus bruger al sin tid på at forberede farens endeligt, da hun er overbevist om, at han er et ondsindet monster og ikke et menneske. Med Sus er Jonas T. Bengtsson tilbage med endnu en gribende og ikke mindst intens beretning fra bagsiden af en dansk underverden. Romanen er bygget op af 37 skarpe og ultrakorte tekster. Den er usminket, barsk og skrevet med sporadisk poesi...

Sus | Jonas T. Bengtsson | Rosinante

Oprettet: 15. august 2017

Egholm betager med intens og velskrevet krimidrama

Med romanen Jeg finder dig altid har Elsebeth Egholm netop indledt sin tredje og seneste krimiserie. Romanens hovedfigur Rina er en aarhusiansk læge midt i trediverne med en noget problematisk barndom. Hun lider desuden af ansigtsblindhed, hvilket betyder at hun ikke er i stand til at genkende ansigter. For at kompensere for sit handicap og selvbehandle sin vanskelige barndom, lever hun om natten et kompliceret dobbelt liv. Men en nat går det helt galt - og det er starten på og et hektisk og nervepirrende drama, hvor fortid og nutid flettes sig sammen. Elsebeth Egholm har udgivet et intens og velskrevet krimidrama...

Jeg finder dig altid | Elsebeth Egholm | Politikens Forlag

Oprettet: 5. september 2017

Sandheden om Wung-Sungs kinesiske oldefar

Forfatteren Jesper Wung-Sung er netop aktuel med biografisk roman om sin oldefar, San, der var én af de kinesere, der blev udstillet for offentlighedens skue i Tivoli i starten af 1900-tallet. Blandt tilskuerne er danske Ingeborg, der trods kulturforskelle og sprogbarrierer forelsker sig hovedkulds i den unge kinesiske mand. Med romanen En anden gren har Jesper Wung-Sung skrevet en fascinerende og ikke mindst gribende skildring af sin kinesiske oldefars og danske oldemors udfordrende liv, skrevet i et malende og stemningsfyldt sprog. En smuk og levende bog fortalt med stor indlevelse og som i den grad maner til eftertanke...

En anden gren | Jesper Wung-Sung | Rosinante

Oprettet: 5. oktober 2017

Videnskab, politik, kunst 
og dybe familiehemmeligheder

I romanen Blækhat tager Sissel-Jo Gazan os med på en intens og ikke mindst medrivende rejse fra 1980’ernes Aarhus til nutidens Berlin. Romanens hovedperson Rosa vokser op i Aarhus med sin svampeforskende og antikapitalistiske mor. Men hvem hendes biologiske far er, ved hun ikke. Som voksen forsker Rosa i street art og har specialiseret sig i den anonyme street art-kunstner Blækhat, der provokerer og fascinerer hele verden med sin politiske og humoristiske kunst. Efter et forlist forhold rejser Rosa i Blækhats fodspor og ender i Berlin og er nu pludselig tæt på at løse gåden om hvem hun selv er og hvem hendes biologiske far er. Sissel-Jo Gazan har med Blækhat skrevet en indsigtsfuld og gribende roman om videnskab, politik, kunst, venskab og dybe familiehemmeligheder...

Blækhat | Sissel-Jo Gazan | Lindhardt og Ringhof

Oprettet: 15. november 2017

Barsk og intens roman om barndommens traumatiske oplevelser

Forfatteren Vita Andersen er efter lang skrivepause netop aktuel med ny roman. Idigo er en selvbiografisk roman om pigen Vita, der vokser op i København i 1940'erne og 1950'erne som barn af en enlig og meget psykisk ustabil mor. Igen og igen bliver hun svigtet af moderen og må i lange perioder bo på børnehjem, hos fjerne familiemedlemmer eller hos helt vildfremmede mennesker. Med Indigo har Vita Andersen skrevet en barsk og intens roman, der kredser om barndommens traumatiske oplevelser... 

Indigo | Vita Andersen | Rosinante

Oprettet: 15. december 2017

En hyldest til livet, havet og eventyret...

Globetrotteren, eventyreren og forfatteren Troels Kløvedal er netop aktuel med erindringsbogen Alle mine morgener på jorden. En meget smuk og ikke mindst medrivende skildring af det fantastiske liv, han har haft i sin ungdom som hippie i kollektivet Maos Lyst og senere som skipper på sejlskibet Nordkaperen. Erindringsbogen som er skrevet i lyset af den livstruende sygdom, der ramte ham for nogle år siden, indeholder hverken en gnist af bitterhed eller vrede over sin sygdom - i stedet er den en meget varmhjertelig hyldest til livet, havet og ikke mindst eventyret...

Alle mine morgener på jorden | Troels Kløvedal | Gyldendal

Oprettet: 15. januar 2018

Flugten fra det kedsommelige liv...

Jesper Bugge Kold debuterede med et brag i 2014 med den meget kritikerroste historiske roman Vintermænd. Nu er han aktuel med romanen Krigsturisten - en velskrevet roman skrevet med stor indlevelse. Romanens hovedperson Niels keder sig bravt i sin hverdag. Han finder sit arbejde og ikke mindst sit forhold til hustruen Annemette trivielt og til tider intetsigende. Derfor kan han ikke sige nej, da han i sen nattetime bliver tilbudt at komme med på en fotoopgave til Beirut med sin ven, krigsfotografen Michael. Beriut er blot én ud af mange krigsramte destinationer som de siden drager til. Undervejs stifter de bekendtskab med forskellige typer af mennesker som alle har det tilfælles at de flygter fra noget derhjemme...

Krigsturisten | Jesper Bugge Kold | People's Press

Oprettet: 5. februar 2018

Fascinerende og fantasifulde genrehybride historier om byen

Digteren og essayisten Niels Frank er netop aktuel med Vulkaner på månen - en sprudlende og meget fascinerende prosasamling med genrehybride historier om byen. Prosasamlingen indeholder 21 historier af helt vidt forskellig art - eventyr, rejseberetninger, myter og skæbnefortællinger. Samtlige historier finder sted i forskellige tider og verdensdele, men handler alle om byen og dens forunderlige beboere. Med Vulkaner på månen har Niels Frank udgivet en velskrevet og fascinerende prosasamling fyldt med fantasifulde og fabulerende historier...

Vulkaner på månen | Niels Frank | Gyldendal

Oprettet: 5. marts 2018

Brutalitet og ondskab i ny historisk roman

Forfatteren Kim Leine er tilbage med ny historisk roman og har endnu en gang rettet blikket mod Grønland. Rød mand/sort mand er andet bind i trilogien om missionstiden i Grønland, der netop blev indledt med romanen Profeterne i Evighedsfjorden i 2012. I romanen spiller den berømte og berygtede missionær og præst Hans Egede en central hovedfigur sammen med åndemaneren Aappaluttoq i en dramatisk beretning om mødet mellem to kulturer. Rød mand/sort mand er en barsk og medrivende roman om brutalitet og ondskab, om de indre og ydre dæmoner, der driver os...

Rød mand/Sort mand | Kim Leine | Gyldendal

Oprettet: 30. august 2018

Gribende og barsk historie om unge på samfundets rand

Med romanen Guds bedste børn har Morten Pape har endnu en gang bevist sin helt unikke evne til at skildre socialrealistisk. Romanen som er baseret på et omdiskuteret drab af et avisbud på Amager tilbage i 2008 er en barsk skildring af en gruppe unge som befinder sig på samfundets rand og. Den kredser om temaer som venskab, skyld, skam og ikke mindst forsoning. Guds bedste børn er en tragedie om alt for unge mennesker som er svigtet af omverdenen, fortabt i systemet og som kun kender til gadens og voldens sprog.

Guds bedste børn | Morten Pape | Politikens Forlag

Aarhus Litteraturfestival 2018

23/02/2018 - 24/02/2018

Mere info [klik her]

»»»

Krimimesse Horsens

17/03/2018 - 18/03/2018

Mere info [klik her]

»»»

Ordkraft 2018

05/04/2018 - 07/04/2018

Mere info [klik her]

»»»

NorthLit

20/06/2018 - 24/06/2018

Mere info [klik her]

»»»

Louisiana Literature 2018

23/08/2018 - 26/08/2018

Mere info [klik her]

»»»

nORD - Nordisk Litteraturfestival 2018

14/09/18 -15/09/18

Mere info [klik her]

»»»

Bogforum 2018

16/11/2018 - 18/11/2018

Mere info [klik her]

Denne side er senest opdateret den 30.08.2018.