Charlotte Weitze

Om forfatteren

Foto: Lea Meilandt

(1974)

Forfatterdebut: 1996 (Skifting)

Charlotte Weitze er kendt for sin formidable evne til at skrive magisk realistisk. Hendes romaner og noveller foregår ofte i et univers på grænsen mellem det hverdagsagtige og det helt eventyrlige. Hun er født i Kongens Lyngby nord for København, hvor hun voksede op sammen med sin far, mor og lillebror. Charlotte Weitze debuterede som 22-årig med novellesamlingen Skifting i 1996. Allerede i debuten er hendes brug af det overnaturlige, det eventyrlige og det gotiske udtalt, og bogen fik BogForums Debutantpris for sin originalitet. Siden debutudgivelsen har hun udgivet romanerne Fandekke (2001), Brevbæreren (2003), Harzen-sanger (2013) og Den afskyelige (2016), samt novellesamlingerne Bjergtaget (1999), Mørkets egne (2005) og Det Hvide Kvarter (2011). Charlotte Weitze henter sin inspiration fra folkeeventyret og ikke mindst fra de mundtlige fortællingers store overdrev. Hun blev desuden uddannet cand. mag. i folkloristik i 2004 fra Københavns Universitet. I perioden fra 2002-2006 boede hun i Bakkehusets legatbolig på Frederiksberg, hvorefter hun flyttede til Vallekilde. Ved siden af sit forfattervirke underviser hun blandt andet i kreativ skrivning, holder foredrag og er samtidig ophavskvinde og kunstnerisk leder af litteraturfestivallen LittTalk på Vallekilde Højskole.

Derfor skriver jeg:

Jeg skrev, før jeg lærte alfabetet. Jeg tegnede historier og dikterede den tekst, til min far, som skulle stå nedenunder. Senere lå jeg på maven i haven, i sommerferien, og skrev plagiater af krimier som De Fem eller overnaturlige fortællinger ala Maria Gripe. Fan Fiction ville man nok kalde det i dag.

  Jeg skrev rent på skrivemaskinen, fotokopierede, syede bogsiderne sammen på symaskinen og gav historierne væk.

  Det med at finde på og give væk, de følelser der er forbundet med det, var de samme dengang som nu.

  En linje, et billede, en situation inspirerer. Derfra udvikler romanen, novellen eller dramaet sig. Jeg aner ikke på forhånd, hvor det hele ender, men det, at jeg kan overraske mig selv, er en væsentlig del af drivkraften. Når intuitionen råder, fortæller jeg den historie, til mig selv, som jeg ikke vidste, at jeg havde allermest lyst til at høre på det givne tidspunkt.

  Det er som at sende en sporhund ind i en mere eller mindre ukendt egn, som jeg gerne vil udforske. Hvad oplever den dér? Hvad kommer den tilbage med? Jeg har ikke mulighed for at udforske alt og opleve alt i mit hverdagsliv. Men det har sporhunden - og fortællingen.

At skrive er den ultimative frihed og den ultimative nærhed. Det kribler i maven, når fingrene løber over tasterne. Denne kriblen kan jeg, forhåbentligt, give videre til læserne i form af en bog, som får det til at krible på samme måde i læsernes maver.
Den færdige bog, skabt i ensomhed, giver i sidste ende et fællesskab med andre – det som vel egentligt er meningen med galskaben. Historiefortælleren, hende ved lejrbålet, står på én gang uden for flokken og midt i flokken. I øjeblikket mellem dag og nat skaber hun et fællesskab gennem fortællingen, som egentlig kommer fra hendes eget materiale, men som rammer tilhørerne.

  Jeg skriver oftest i genren magisk realisme – og for voksne læsere. I mine fortællinger møder det hverdagsagtige det eventyrlige. Genren er ikke særligt udbredt i Danmark, men er f.eks. helt almindelig i Island og de latinamerikanske lande. I Danmark bliver jeg altid spurgt om, hvorfor jeg skriver eventyrligt? Og om hvad det magiske særligt kan?

  Og egentligt ved jeg ikke helt, hvad jeg skal svare andet end, at det kribler i maven. At det føles som om at sporhunden, i de eventyrlige fortællinger, kan bane sig endnu længere vej ind i et ukendt land.

Charlotte Weitze, juni 2017

Udvalgte litteraturpriser:

1996: Bogforums Debutantpris

Udvalgt bibliografi:

1999: Bjergtaget (noveller)

2001: Fandekke (roman)

2005: 
Mørkets egne (noveller)

2011: Det hvide kvarter (roman)

2016: Den afskyelige (roman)

Links om forfatteren:

Forfatterweb om forfatteren. [klik her]

International forfatterbibliografi (bibliografi.dk). [klik her]

Litteratursidens portræt af forfatteren. [klik her]

Forfatterens officielle hjemmeside. [klik her]

En skifting krydser sit spor (2005).

Anmeldelse af novellesamlingen Mørkets egne.

Af Marie Louise Kjølbye, Information.

»»»

Vist gør det ondt (2011).

Anmeldelse af novellesamlingen Det hvide kvarter.

Af Mai Misfeldt, Berlingske.

»»»

Posten skal jo ud (2013).

Anmeldelse af romanen Harzen-sanger.

Af Signe Lindskov Hansen, Information.

»»»

Alting flyder i to glimrende undergangsromaner (2016).

Anmeldelse af romanen Den afskyelige.

Af Søren Kassebeer, Berlingske.

Interview med forfatteren om romanen Det hvide kvarter.

Interview uploadet af Rosinante&Co (2011). [klik her]

»»»

Interview med forfatteren om romanen Den afskyelige.

Interview fra Kristeligt Dagblad (2014). [klik her]

»»»

Interview med forfatteren om motivation og skriveproces.

Interview fra Berlingske (2016). [klik her]

Forfatterprofilen er senest opdateret den 30.08.2018.