Maren Uthaug skriver i et klart og enkelt sprog og ikke mindst med stor humoristisk sans. Hun kom til verden i 1972 i nordnorske Kautokeino i Finnmarken, hvor hun tilbragte sine første leveår med sin norske
mor og samiske far. I 1980 blev de norske fjelde imidlertid skiftet ud med danske villaveje, da hun sammen med moren og hendes nye, danske kæreste flyttede til Haderslev i Sønderjylland. Efter sin studentereksamen fra Haderslev Katedralskole flyttede
hun til Aarhus, hvor hun indledte studier i teologi ved Aarhus Universitet. Uddannelsen blev dog senere afbrudt, da hun i 1997 vandt en talentkonkurrence ved et reklamebureau og flyttede til København for at studere på Den Danske Reklameskole.
Efter et fast job som tekstforfatter i reklamebranchen valgte hun at springe ud som freelance-illustrator og tekstforfatter, samt som klummeskribent for blandt andet Jyllands-Posten og magasinet Vi forældre. Maren Uthaug udkom i september 2013 med sin
anmelderroste debutroman Og sådan blev det, som i maj 2017 blev fulgt op af romanen Hvor der er fugle, der i 2018 indbragte hende DR Romanprisen. I november 2019 udkom hun med sin tredje og seneste roman En lykkelig slutning,
en beretning om døden i dens mange afskygninger. Hun har desuden udgivet flere grafiske noveller med sine stregtegninger, heriblandt Ja, jeg er præmenstruel - hvad er din undskyldning for at være en idiot (2005), Overlevelsesguide
til mødre (2006), Når vi bliver trætte af vores tissemand kan vi bare få en ny (2008) og Den lyse side (2014). Derudover er hun fast tegner for Politiken med striben Ting jeg gjorde og ophavskvinde til
bloggen Marens Blog, hvor hun med stregtegninger, billeder og tekster deler ud af hendes til tider kaotiske hverdag. Privat bor Maren Uthaug på Frederiksberg med sin kæreste Allan og hendes tre piger, Kamille, Mynte og Anemone.