Derfor skriver jeg:
»Jeg har altid prøvet at give mig selv mange begrænsninger, mange regler. Med min første bog, novellesamlingen Og
så af sted til Wien, var jeg bevidst om, at det skulle være en bog, der var oplevet, set, følt og sanset, og den behøvede ikke handle om alt for meget udadtil. Nummer to, Allermest undrer de mig at vi kan glemme, er vel nærmest
en konceptroman, en leg med genrerne, med traktat, essay - hele ideen om, hvad skønlitteratur er. Den er et forsøg på at sparke et argument ind i den diskussion om, hvad der er ’virkelighed’ og hvilken plads den virkelighed
skal have i litteraturen, som blev rejst af Jan Sonnergaard og dem, der følger i hans fodspor.«
Lars Frost (Citat fra interview i Information, 2006)