Om forfatterne

Her vil den interesserede kunne blive introduceret til nogle af nutidens allermest betydningsfulde danske forfattere. Introduktionen vil blandt andet omfatte en kortfattet beskrivelse af den enkelte forfatter og indeholde en udvalgt bibliografi af forfatterskabet, samt en oversigt over udvalgte litteraturpriser.

Denne side inkluderer mere end halvtreds skønlitterære danske forfattere. De udvalgte forfattere er fortrinsvis fra tiden efter midten af det tyvende århundrede. Den enkelte forfatterprofil vil indeholde viden om forfatterens baggrund og oprindelse, samt indeholde relevante links til blandt andet litteraturanmeldelser og forfatterinterviews med mere.

Endvidere vil man i forbindelse med nogle af hjemmesidens forfatterprofiler blandt andet have mulighed for at opleve medrivende og ikke mindst inspirerende bidrag fra den enkelte forfatter, der omhandler forfatterens egen personlige baggrund og motivation for at skrive.

Siden denne blev etableret i 2012 har flere af tidens mest anerkendte danske forfattere indvilliget i at bidrage med en personlig ’tekst’, der blandt andet tager udgangspunkt i den enkelte forfatters baggrund og ikke mindst motivation for at skrive.

Hjemmesidens seneste forfatterbidrag kan ses herunder.

Foto: Robin Skjoldborg

Derfor skriver jeg:

Hmm, du spørger til min motivation, hvad der holder den oppe. Jeg ved ikke, hvad jeg skal svare, for, ja, den holder sig selv oppe, lader det til. Jeg har behov for at skrive. Jeg skriver også, når jeg ikke skriver, det tror jeg de fleste forfattere gør: arbejder hele tiden. Godt, at man kan lide sit job.

     Arbejdet og teksten er på sin vis det samme: Det vælger sig selv. Jeg beslutter ikke som sådan, hvad og hvordan jeg vil skrive, man kan skrive det, man kan, og ikke så forfærdelig meget andet. Og så kan man gøre det så godt som overhovedet muligt. Strenge sig an.

    Hvorfor skriver jeg? Fordi jeg får lov, er vel svaret. Jeg betragter det som en næsten utrolig lykke, at jeg kan få lov til at bruge al min tid på at skrive, jeg kan ikke komme i tanker om noget jeg hellere vil. Bevares, det føles vigtigt at skrive (eksistens, præstation, nye erkendelser, man føler sig som en gave til menneskeheden i sine bedste øjeblikke), men det er vel ret indadvendt, ”udbyttet”: følelsen af nærvær, mening, fylde, overensstemmelse. Når man så udkommer, fordobles nærværet, meningsfuldheden osv., fordi bogen møder læseren – det er en fantastisk fornemmelse. Når mødet går godt.

Malene Ravn, januar 2019

Foto: Tobias Scavenius

Derfor skriver jeg:

Når jeg skriver, forsøger jeg at komme i en tilstand, hvor jeg ved så lidt som muligt – jeg gør mig selv “naiv” og ubevidst - og slukker for analyse og overblik – jeg prøver at lade historien fortælle sig selv til mig.

 …. Men det er svært, fordi jeg er analytisk anlagt og skal hele tiden til at hurtigt at overtage fortællingen – derfor hjælper søvnen mig.

Jeg lever et liv, der er bygget op over at få nok søvn, og forskellige slags søvn, dyb søvn. Så er der et øjeblik, når jeg – i de perioder, det kan lade sig gøre i – har fået lige nøjagtig den ønskede søvn og vågner med en vågen drøm, som er helt plastisk og en videreføring af den historie, jeg allerede er i gang med.

Fantasien udklækker således en næsten umoralsk fortæller, for drømmeren vil nødig vågne op!

Jeg forsøger at give plads til oplevelsen af afmagt og fremmedgørelse, men også den mulige sammensatte indsigt, der er i den vågne drøm, dens musikalitet og rytme, dens paradokser. Og det gør jeg ved at skabe et ambivalent sprog, en kompleks stil et sted imellem nøgenhed og vulgaritet, hvor kontraster kolliderer. En fremmedgørelse over for og fiksering på det materielle, men også skønheden i det kaos, mange mennesker føler.

Ursula Scavenius, januar 2019

Foto: Joachim Adrian

Derfor skriver jeg:

Jeg har altid skrevet. Virkelig altid. Lige så længe jeg kan huske. Det er mig komplet umuligt at forklare hvorfor. Hvorfor har nogle mennesker dette behov for at fortælle … for det er vel dybest set det de har? Behovet for at fortælle historier. Sprog er interessant, og jeg går nærmest forrykt meget op i det, i det stilistiske, i grammatik og i de muligheder der ligger i syntaks og udtryk. Men sproget er og bliver et værktøj, ikke et mål i sig selv. Hvis man har de to ting – lysten og evnen til at fortælle historier og værktøjet til at gøre det – så bliver man måske forfatter. Storyteller, som Blixen, den gamle krukke, kaldte det.

Den første egentlige bog jeg skrev, var PAPEGØJEJAGT som udkom i 1982. Titlen siger hvad det var for en bog: en slags kriminalroman hvis hovedperson var en mand der drømte om at skyde papegøjen. Han var stort set lige så umoden som jeg selv var dengang. Men romanen blev antaget af forlaget Wøldike og udgivet et par måneder senere. Uden redigering. Ikke et komma blev ændret. Det er selvfølgelig fuldstændig vanvittigt og meget uprofessionelt. I dag er jeg en milliard gange så rutineret og bevidst om både dit og dat, men bruger dage og nætter og frokostaftaler på at lytte til min kloge redaktør, Anne-Marie Christensen. Hende skylder jeg om ikke alt, så i hvert fald meget, af det der skete efter at HAABET udkom i 2016.

Faktisk nåede jeg at skrive en snes bøger inden det skete. Krimier, børnebøger og mere litterære forsøg – for eksempel SÅ HELLERE EN LUDER FRA CAEN som fik sin titel på grund af et  væddemål med Morten Hesseldahl der var med i Normandiet (og Caen) den sommer i 1983. Oh, don’t get me started. Og nu vi er ved Morten, så har han også spillet en større rolle i min udvikling som forfatter: Han er ti år yngre end mig, men det har han aldrig taget sig af, heller ikke da han var syv og jeg var sytten. Vi skrev vores første fælles roman – ARKIVAREN – i 1991. Det foregik stort set på den måde at Morten lå i sin hængekøje på terrassen i sommerhuset på Langeland mens jeg sad i stuen og omskrev hans plot til funktionel prosa. Siden fulgte endnu to spændingsromaner før vi så i øjnene at vores samarbejde næppe ville afføde det store litterære gennembrud. (Det fik Morten så til gengæld med DRAGER OVER KABUL nogle år senere, mens mit eget forfatterskab nærmest gik i stå). Havde jeg lidt svært ved det? Ja.

Jeg blev litterær oversætter på fuld tid. Har i dag navn på titelbladet i rundt regnet et tusind titler. Børnebøger, ungdomsbøger (det der i dag med et nydansk ord hedder YA for Young Adult) og romaner fra engelsk, fransk, norsk og svensk. Ingen nulevende dansk oversætter har flere titler på samvittigheden end mig.

I løbet af de næste år – fra 1988 til 2015 – fik jeg mine tre børn og opgav aldrig håbet om en dag at skrive en roman som også ville blive læst af et stort publikum. Og i 2016 skete det så endelig. HAABET ramte (tilfældigvis) lige ned i 100 års jubilæet for salget af Dansk Vestindien – og ned i en ejendommelig mangel på skønlitteratur om den danske koloni- og slavetid. Allerede da jeg lagde mig fast på titlen, havde jeg Tro, Håb, Kærlighed i tankerne – en trilogi – og selv om rækkefølgen blev en anden, så lykkedes også det. Tre romaner på tre år, 1400 sider. Efterfulgt af et kæmpe tomrum som jeg netop nu – i vinteren 2018 – forsøger at fylde med noget helt andet.

Mich Vraa, december 2018

Foto: Steen Evald

Derfor skriver jeg:

Jeg har været lige dele fascineret og skræmt af drabet, siden jeg som 4-årig så gyseren ”Vindeltrappen” i selskab med min mormor, der selv var stærkt optaget af drab – både fiktionens og virkelighedens.

Det var hos min mormor at jeg blev introduceret til krimien i form af blandt andre Agatha Christies forfatterskab ligesom vi ofte diskuterede virkelighedens drab over en kop lidt for stærk te. Så der er ingen tvivl om at det er hendes skyld – eller fortjeneste – at jeg i dag er krimiforfatter.

Jeg vidste tidligt at jeg ville skrive og at det var drabet og særligt psykologien bag drabet der havde min interesse, men da jeg blev student var jeg også klar over, at jeg ikke var moden endnu, og jeg søgte derfor ind på journalisthøjskolen og tænkte at jeg da kunne beskæftige mig med dette beslægtede fag, journalistikken, mens jeg ventede på at blive moden nok. Faktisk var min plan at jeg ville arbejde til jeg var 60 år, for så at trække mig tilbage og kaste mig ud i forfattergerningen.

Planen holdt dog ikke. Det skulle heldigvis blive meget før .-D

Da jeg var i slutningen af 30’erne, mor til to mindre børn og med en lang journalistkarriere bag mig, fik jeg en stærk fornemmelse af at det var NU jeg skulle afprøve krimiforfatterdrømmen. Efter noget tids tøven sagde jeg mit gode, faste og vellønnede DR-job op og kastede mig ud i forfatterlivet. Med hjertet oppe i halsen og klamme håndflader. Et par år senere debuterede jeg med ”En torn i øjet”, min første Rebekka Holm-krimi som strøg direkte ind på bestsellerlisterne, hvor den lå i månedsvis og som betød at jeg kunne leve af mit forfatterskab. I dag er det 9 år og 7 bøger siden, og jeg må indimellem stadig knibe mig selv i armen over at min forfatterdrøm i den grad blev opfyldt. Det er jeg meget ydmyg og taknemmelig for.

Jeg elsker forfatterlivet på godt og ondt. Heldigvis er der mest godt. Jeg er altid på arbejde, min fantasi er endeløs og jeg er god til at fornemme det uhyggelige i det tilsyneladende hyggelige. Jeg holder af researchen, af at finde på og at sidde og at bestemme selv. Selvfølgelig er der også kedelige dage, hvor man retter og retter den samme tekst, dage hvor hjernen er gået lidt i stå og det hele er svært, og man er så meget alene. De dårlige forfatterdage fylder dog heldigvis meget lidt i forhold til de gode, for det er stadig en stor glæde for mig at skulle finde på stærke og skræmmende plots.

Julie Hastrup, november 2018

Foto: Robin Skjoldborg

Derfor skriver jeg:

Som barn, da jeg havde lært at skrive, lavede jeg lange lister med opfundne navne: ”Eva Sø Gade Jensen”, ”Helle Holm”, "Irene Max Larsen". Så sad jeg og smagte på navnene og spekulerede over, hvem de piger mon var, hvor de boede, hvad deres livret var, og om en af dem mon skulle have et ekstra mellemnavn.

Når jeg skriver nu, foregår det sådan set på samme måde. Jeg mærker sætningernes rytme, ser ord eller hele afsnit for mig som farver, imens jeg funderer over, hvem mine karakterer er, og hvor de skal hen i verden. 

Jeg tænker over verden, og når jeg skriver, ordner jeg den i mønstre. Når det fungerer bedst, giver processen mig glæde i kroppen og i hovedet.

Hanne Richardt Beck, oktober 2018

Foto: Marianne Grøndahl

Derfor skriver jeg:

Jeg vil gerne være tro mod det ved mennesket som er større end mennesket

Jeg vil gerne være tro mod det ved mennesket som

Det som er det mindst mulige menneske

Fordi

For at kunne yde det den omsorg det har brug for

Derfor

(Skrift som omsorg)

(Skrift som selvomsorg)

(Ligegyldigt hvor lidt lyst man har til at yde den)

 

Ursula Andkjær Olsen, september 2018

Foto: Simon Fals

Derfor skriver jeg:

Jeg er opvokset i et miljø, hvor det var naturligt at arbejde med et kunstnerisk materiale - i mine forældres tilfælde med klang og udtryk i klassisk musik. Jeg har altid været i gang med noget. I gymnasiet med skrift og med min egen kormusik. Senere film. Jeg ved ikke, hvad det er, der driver mig, men i de perioder, hvor jeg har haft lønjob, har jeg iagttaget, hvordan behovet og arbejdet har sneget sig ind i de frie timer. Jeg vil ikke kalde det "en nødvendighed". Jeg har altid følt, jeg godt kan leve uden, så længe jeg har adgang til et nogenlunde godt liv i øvrigt. Men efter et stykke tid ville jeg nok være i gang med noget alligevel.

I skriften oplever jeg stor frihed. Sproget er et hurtigt, blødt materiale, som kan formes på uendelige måder. Det kræver ikke det store produktionsapparat sådan som filmen. Det meste af tiden kan gå til selve det kunstneriske arbejde, hvis man regner redigering for kunstnerisk arbejde, hvilket jeg i høj grad gør. Man er ikke afhængig af samarbejdspartnere og et crew. Man kan arbejde med det, når man vil. Jeg misunder musikken dens umiddelbarhed i klangen, men man kan nærme sig noget af det i litteraturen. Ens talent og mangel på samme er naturligvis en stående udfordring, men ligesom i musikkens verden kan man godt blive bedre. Det har jeg set med mig selv og med utallige elever. Jeg elsker at undervise, og som kunstner underviser man altid sig selv. I hvad? Det er det gode spørgsmål. Et spørgsmål, som kunsten af og til (af og til) besvarer.

Pablo Llambías, september 2018

Forfatterprofilen er senest opdateret den 18.01.2019.