Derfor skriver jeg:
Da jeg gik i 2. kl. skrev jeg en lille bog, der hed "Den sorte negl". Den handlede om en pige, som var meget bange. I sær
om natten i drømme. Den lille pige (som jo nok var forfatteren), besluttede sig til at bekæmpe angsten og gik i rette med den uhygge hun mødte i drømmene. Jeg har desværre mistet bogen, men forsiden var meget uhyggelig. En
bloddryppende finger med en lang, glinsende, sort negl. Jeg har aldrig truffet en beslutning om at være forfatter, det har nok i højere grad handlet om at komme til et punkt, hvor jeg turde vise andre mine ting. Og så kaldte de mig forfatter.
Og nu er jeg så forfatter på fuld tid.
Jeg kan godt lide at skrive på en nysgerrighed. Det interesserer mig at undersøge hvilke afkroge et menneske kommer ud i når det styres af f.eks.
mindreværd, længsel, afstumpethed eller hysterisk glæde. Når almene menneskelige følelser bliver blæst lidt op, vrænget ud af proportioner sker der ofte "morsomme" ting - tragisk/komisk kan man sige.
For mig føles det mærkeligt ikke at skrive. Så måske har jeg det på samme måde som mange andre, der siger, at de ikke kan lade være. Jeg har altid haft et behov for at udtrykke mig skriftligt. Måske
i starten som en form for ventil i en masse dagbøger. Så begyndte jeg at skrive små digte og korte historier. Det har taget mig mange år, at få mine tekster op af skuffen og vise dem til nogen. Jeg skriver nok også for
bedre at kunne rumme verdenen - nogle gange er der bare for meget verden. Og alt for mange ord, der flyver rundt i luften. Så er det godt at få deres betydning ned på papir. Jeg skriver altid. Jeg går ingen steder uden min lille sorte
notesbog.
Katrine Grünfeld, marts 2013.