Derfor skriver jeg:
Jeg begyndte tidligt med at forsøge at skrive fiktion. Jeg har skrevet siden jeg var 15-16 år. Først digte og noveller
og langt senere romaner og rejsebeskrivelser. Jeg kan ikke forestille mig ikke at skrive. Det er lige så naturligt for mig som at trække vejret. Jeg har skrevet så længe, jeg kan huske og øvet mig på mange forskellige sider
i den store mangfoldighed af litterære genrer, inden jeg fandt min plads.
Jeg er ikke optaget af diskussionen om genrer. Genrekonventioner er i sig selv værdineutrale som et sprogs matematik eller en toneskala,
men jeg har valgt fortrinsvis at skrive romaner og noveller, som ofte drives frem af en spændingsmotor. Det tøjler faretruende tendenser til modernisme eller handlingstom, plotløs kedsommelighed. Thrilleren giver mig anledning til at afsøge
det moderne liv. Den fremadskridende historie med de nødvendige afstikkere i handlingen passer til min måde at tænke og skrive på. Den giver mig mulighed for at afsøge sindets såvel som verdens afkroge, og den giver mig
rig mulighed for at eksperimentere med form og sprog.
Min første roman Uhellige Alliancer blev startskuddet. Jeg begyndte på den i Moskva i 1980. Jeg havde selvfølgelig læst Graham Greene,
Eric Ambler og John le Carré, men uden den store genrebevidsthed. Jeg læste dem, fordi de skrev gode bøger. Jeg havde kun tågede forestillinger om spændingsromanens poetik og havde ikke tænkt på Uhellige Alliancer
som en spændingsroman.
Men Uhellige Alliancer føltes i skriveprocessen som den helt rigtige måde at skrive på for mig. Jeg ville skrive om mennesker i min tid, men også om de politiske,
historiske og sociale problemer, som optog mig. I den første roman var det Spanien efter diktatoren Francos død. Jeg ville skrive om en mand, der bliver indviklet i en historie, der forandrer ham og viser, at der er andre kræfter i ham
end det, det stille kontor- og familieliv hidtil har afsløret.
Jeg fandt ud af, at jeg kunne bruge min viden og mine notater og researchmateriale fra tidligere rejser. Sammen med personlige oplevelser i mødet
med mennesker, vin, mad, landskaber og kunst indgik de som ingredienser i romanen. Jeg lod hovedpersonen drive historien fremad. Den voksede i en spændingskurve, som jeg fandt naturlig. Det lyder så enkelt, men var det måske ikke. For mig
var det en art åbenbaring, en helt ny måde at få greb om en roman på, som jeg ikke tidligere havde tænkt på.
Siden har jeg ikke kigget mig tilbage. Jeg var forfatter i min egen indbildning,
før jeg begyndte at skrive Uhellige Alliancer, men vidste ikke, hvilken forfatter, jeg ville være. Med Uhellige Alliancer havde jeg fundet min hylde i den kæmpestore litterære reol.
Leif
Davidsen, august 2016.