Derfor skriver jeg:
Da jeg var 14-15 år og ikke kendte anden litteratur end realskolens pligtpensum, introducerede en skoleveninde mig for verdenslitteraturen.
Hun syntes det var for dårligt, at jeg læste Illustrerede Klassikere (forkortet tegneserieudgave af klassiske romaner) i stedet for den ægte vare, og opfordrede mig til at læse Dostojevskijs Forbrydelse og straf og
Gorkis Min barndom. Romanerne førte mig væk fra den lille stationsby hvor jeg voksede op, og ind i den store fortælling. Siden har litteraturen været min parallelverden.
At skrive er for
mig en måde at være til på, en livsnødvendighed som at trække vejret. En måde at overkomme følelsen af at være fremmed i verden, en junkies længsel efter selvforglemmelse. At skrive er at forme en anden,
dybere virkelighed af den givne. En vild trang til at omskabe verden med ord og sætninger, gennemlyse den, gøre den større, bedre, mindre, værre, smukkere, mere sanselig, mere eventyrlig. At have været så heldig/uheldig
at blive født kræver et svar.
Min tilgang til skriften kan også være lysten/tilskyndelsen til at fortælle, hvad der sker i verden omkring mig, det nære og fjerne i en global virkelighed,
kaste lys i mørket, være et vidne i min samtid og sætte skriften ind som en aktiv handling i tid og rum, gribe ind i verdens gang med digtningen som indsats.
Kirsten Thorup, januar 2015.