Derfor skriver jeg:
Jeg har altid skrevet. Virkelig altid. Lige så længe jeg kan huske. Det er mig komplet umuligt at forklare hvorfor. Hvorfor har
nogle mennesker dette behov for at fortælle … for det er vel dybest set det de har? Behovet for at fortælle historier. Sprog er interessant, og jeg går nærmest forrykt meget op i det, i det stilistiske, i grammatik og i de muligheder
der ligger i syntaks og udtryk. Men sproget er og bliver et værktøj, ikke et mål i sig selv. Hvis man har de to ting – lysten og evnen til at fortælle historier og værktøjet til at gøre det – så
bliver man måske forfatter. Storyteller, som Blixen, den gamle krukke, kaldte det.
Den første egentlige bog jeg skrev, var PAPEGØJEJAGT som udkom i 1982. Titlen siger hvad det var for en bog: en slags
kriminalroman hvis hovedperson var en mand der drømte om at skyde papegøjen. Han var stort set lige så umoden som jeg selv var dengang. Men romanen blev antaget af forlaget Wøldike og udgivet et par måneder senere. Uden redigering.
Ikke et komma blev ændret. Det er selvfølgelig fuldstændig vanvittigt og meget uprofessionelt. I dag er jeg en milliard gange så rutineret og bevidst om både dit og dat, men bruger dage og nætter og frokostaftaler på
at lytte til min kloge redaktør, Anne-Marie Christensen. Hende skylder jeg om ikke alt, så i hvert fald meget, af det der skete efter at HAABET udkom i 2016.
Faktisk nåede jeg at skrive en snes bøger
inden det skete. Krimier, børnebøger og mere litterære forsøg – for eksempel SÅ HELLERE EN LUDER FRA CAEN som fik sin titel på grund af et væddemål med Morten Hesseldahl der var med i Normandiet
(og Caen) den sommer i 1983. Oh, don’t get me started. Og nu vi er ved Morten, så har han også spillet en større rolle i min udvikling som forfatter: Han er ti år yngre end mig, men det har han aldrig taget sig af, heller ikke
da han var syv og jeg var sytten. Vi skrev vores første fælles roman – ARKIVAREN – i 1991. Det foregik stort set på den måde at Morten lå i sin hængekøje på terrassen i sommerhuset på Langeland
mens jeg sad i stuen og omskrev hans plot til funktionel prosa. Siden fulgte endnu to spændingsromaner før vi så i øjnene at vores samarbejde næppe ville afføde det store litterære gennembrud. (Det fik Morten så
til gengæld med DRAGER OVER KABUL nogle år senere, mens mit eget forfatterskab nærmest gik i stå). Havde jeg lidt svært ved det? Ja.
Jeg blev litterær oversætter på fuld tid.
Har i dag navn på titelbladet i rundt regnet et tusind titler. Børnebøger, ungdomsbøger (det der i dag med et nydansk ord hedder YA for Young Adult) og romaner fra engelsk, fransk, norsk og svensk. Ingen nulevende dansk oversætter
har flere titler på samvittigheden end mig.
I løbet af de næste år – fra 1988 til 2015 – fik jeg mine tre børn og opgav aldrig håbet om en dag at skrive en roman som også
ville blive læst af et stort publikum. Og i 2016 skete det så endelig. HAABET ramte (tilfældigvis) lige ned i 100 års jubilæet for salget af Dansk Vestindien – og ned i en ejendommelig mangel på skønlitteratur
om den danske koloni- og slavetid. Allerede da jeg lagde mig fast på titlen, havde jeg Tro, Håb, Kærlighed i tankerne – en trilogi – og selv om rækkefølgen blev en anden, så lykkedes også det. Tre romaner
på tre år, 1400 sider. Efterfulgt af et kæmpe tomrum som jeg netop nu – i vinteren 2018 – forsøger at fylde med noget helt andet.
Mich Vraa, december 2018.