Derfor skriver jeg:
Som yngste barn i en støjende familie på seks opdagede jeg tidligt, at det at skrive var en god måde at komme til orde
på og få sagt det, man ville uden at blive misforstået og drillet.
Lige fyldt elleve år modtog jeg mit første honorar for en skrevet historie fra Vendsyssel Tidende. Mine søskende var
ikke særlig imponerede, de kendte også den historie, som handlede om vores hund. Forskellen var, at jeg havde lysten, viljen og ærgerrigheden, og jeg kunne godt lide, at min mor i det mindste var lidt stolt, da hun fra chatollets åbne
rum fremdrog en blå femkroneseddel til mig, som posten havde haft med.
Tilfældet, flytninger m.v., ville, at jeg kom til at gå i fire forskellige skoler, en landsbyskole, en privat realskole, en kommunal
by skole og de sidste tre år en særlig skole med handels og kontorlinje.
Ofte blev jeg udelukket og frasorteret, da jeg blev betragtet som ikke boglig. Men jeg vidste godt, at jeg ikke var så dum, så
det gjorde noget. Bare anderledes. Det vidste min familie også.
Jeg blev ved at skrive kuriøse historier fra det virkelige liv til avisernes bagsider, de blev sakset og bragt i flere aviser, også i udlandet.
Som 15årig fik jeg timelønnet job på Herning Dagblad.
Siden har jeg skrevet og aldrig glemt at inkassere ros, anerkendelse og priser på alle såkaldt anderledes børns vegne.
Man har noget, som alle andre også har, man har bare mere af det, og det er det, man skriver på. Hvis alle andre ikke også havde noget af det, havde man jo ingen læsere.
Det kan siges så
enkelt, som Henrik Ibsen i sit svar til en kvinde, der havde skrevet og spurgte ham, hvordan man bliver forfatter: ”Det drejer sig ikke om at ville dit og dat, men om at ville det, man absolut må, fordi man er sig selv og ikke kan andet. Hele resten
fører kun ind i løgnen.”
Skriver man da bare for sig selv, ja og nej. Man skriver for og om det menneskelige fællesskab, som man vil og må være en del af.
Ingen
kan sige det bedre end Søren Kierkegaard (i forord til Philosophiske smuler): ”Det er ikke enhver beskåret, at hans tankebeskæftigelse lykkeligt træffer sammen med det almenes interesser, så lykkeligt, at det næsten
bliver vanskeligt at afgøre, hvorvidt han beskæftiger sig dermed for sin egen eller det almenes skyld.”
Anne Marie Løn, marts 2013.