Foruden sit store sociale og ikke mindst politiske engagement var Dea Trier Mørch uden tvivl en markant skikkelse inden for dansk litteratur og billedkunst. Hun var blot 16 år, da hun efter sin realeksamen
i 1958 fra Sortedam Gymnasium blev optaget på Kunstakademiets malerskole og endnu ikke fyldt 20, da hun i 1961 fik sin debut som billedkunstner på Kunstnernes Efterårsudstilling. Herefter fortsatte hun op gennem 1960'erne med at videreuddanne
sig flere steder i Østeuropa med akademiophold i Warszawa, Kraków, Beograd og Prag. Kunstnerisk begyndte hun i den abstrakt tradition, men fik senere et mere realistisk udtryk, blandt andet med baggrund i hendes socialistiske overbevisning. Hendes
debut i bogform kom med rejseskildringen Sorgmunter socialisme tilbage i 1968, men fik for alvor sit helt store folkelige gennembrud med sin meget kritikerroste roman Vinterbørn i
1976, som blandt andet indbragte hende boghandlernes store pris, De Gyldne Laurbær, og som senere blev filmatiseret af Astrid Henning-Jensen. Senere fulgte op til flere romaner, heriblandt blandt andet Kastaniealleen (1978), Den indre by (1980), Aftenstjernen (1982) og Morgengaven (1984), samt brevromanen Hvide
løgne (1995) og rejseskildringen Da jeg opdagede Amerika (1986). Parallelt med sit produktive forfatter- og kunstnervirke var hun formand for Dansk Forfatterforening (1990-1991). Hun fungerede
desuden som medlem af den internationale kunstnergruppe Arte por la vida (1990-1993), og herefter som medlem af kunstnergruppen Ex Dania Sigrids Dagbog i 1994. I 1985 blev hun tildelt Statens Kunstfonds livsvarige ydelse, to år senere Peter Sabroes Børnepris
og modtog i 1988 Tagea Brandts Rejselegat. Hun var desuden i starten af 1970'erne med til at stifte det socialistiske kunstnerkollektiv Røde Mor, sammen med blandt andre Troels Trier, som hun levede sammen med og nogle år sidst
i 1970'erne var gift med, og som er far til hendes tre børn.