Derfor skriver jeg:
... Om poesien gør nytte? Sådan bliver man som digter spurgt igen og igen. Ja, det gør den – hvad enten
den udtrykker et mangfoldigt register af melankoli, passion eller viden. Den kan - når den er bedst - få os til at tænke og sanse anderledes, undertiden få os til at foretage bevidsthedsmæssige kvantespring. Det er da en begyndelse,
hvis man er et menneske, der gerne VIL noget med sit liv.
Meget kan være identitetsgivende: Slægten, sproget, geografien etc., men sandelig også den civilisation og kultur, vi er vokset op med –
herunder udtryk og passager eller hele digte, der nagler os fast til os selv. Digtene udgør en del af den substans, vi er bygget op af i åndelig forstand.
Poesi er den mest koncentrerede form for
sprog, den mest sublime, mennesket har udviklet. Enkel og rummelig, undertiden næsten plastisk i sit billedsprog, som når Rilke skildrer panteren, der går rundt i sit trange bur ”som en dans af kraft omkring et punkt”.
Der er mange muligheder i lyrikken: Man kan overholde respektindgydende faste former, opstille egne systemer eller skrive såkaldt frie vers, men fælles er en rytme, et åndedræt, der får
os til at lytte anderledes opmærksomt. Et digt går mere end nogen anden litterær kunstart ind under huden, når det er mest vellykket. Der findes en energi i poesien, noget der akkumuleres – og derfor også afspejler ultimativ
indlevelse. Et digt behøver ikke direkte at tematisere store samfundsspørgsmål, for i kondenceringen og udfoldelsen ligger et skjult engagement i verden. Sandheden kan digtet ikke påtage sig at udsige, den ligger i det æstetiske
greb, den åndelige arkitektur. I tonen, stilen, sjælens signatur. Hvor mystikeren fornemmer, at ordene ikke slår til og derfor bliver tavs, fortsætter digteren sit ”passageværk” ved at artikulere det uartikulerede
...
Ja, poesien kan meget: Være noget i sig selv, den udgør en særverden, en imagination, en visdom, der er skrevet frem – og den kan fungere som brændstof på vores vej videre
frem – eller i meditative øjeblikke...
Pia Tafdrup
(Fra uddrag af tale i anledning af Klaus Rifbjergs debutantpris 2010, Det Danske Akademi).