Derfor skriver jeg:
I en meget tidlig erindring sidder min far ved skrivebordet og skriver med fyldepen, mens jeg sidder på gulvet og tegner kruseduller med mine
farveblyanter.
Det var en skuffelse, at der ikke stod noget i mit brev. Jeg spurgte dem, der kunne læse, hvad jeg havde skrevet, men der kom ikke rigtig noget svar.
Til gengæld
blev skuffelsen rigeligt opvejet, da jeg et par år senere kom i skole og lærte bogstaverne, og at man ved hjælp af dem kunne skrive, hvad man ville, så andre kunne se, at der stod HUS MUS KAT NAT. At det blev stående, selv om
papiret blev lagt til side i flere dage eller måske glemt i lang tid.
Jeg begyndte at føre dagbog i kladdehefter, som jeg limede sammen til en slags bog. Ikke for at læse den igen, men for, når
den blev for tyk, kæntrede og faldt fra hinanden, i smug at smide den i kakkelovnen. Der var en lettelse i at skille sig af med den og begynde på en helt ny. Igen skrive lige hvad jeg ville.
I sekstenårsalderen
fik jeg en stærk social fobi og var en uges tid stumslået, ude af stand til at tale.
Det var en mærkelig oplevelse, ikke ubehagelig. Den åbnede nye muligheder, når blot der var papir og blyanter
inden for rækkevidde.
Verden blev et hav af skrift, hvor jeg kunne svømme, som jeg havde forstand til.
Vibeke Grønfeldt, marts 2013.