Klougart, Josefine - www.forfatterviden.dk

Om forfatteren

Foto: Sofie Amalie Klougart

(1985)

Forfatterdebut: 2010 (Stigninger og fald)

Med sit sanselige og ikke mindst poetiske sprog har Josefine Klougart uden tvivl manifesteret sig som én af sin generations helt store talenter i nyere dansk prosa. Hun er født og opvokset i Agri på Mols som den mellemste af tre søstre. I 2005 blev hun student fra Århus Akademi og i tiden herefter indledte hun studier i kunst- og litteraturhistorie ved Aarhus Universitet. Efter en bachelor i litteraturhistorie i 2008, blev hun optaget som elev på Forfatterskolen i København, hvorfra hun dimitterede i 2010. Allerede samme år udkom hun med sin meget kritikerroste debutroman Stigninger og fald, der blandt andet blev nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris. Herefter fulgte prosabogen Den vind man manglede (2010) og romanen Hallerne (2011). Siden har hun blandt andet publiceret romanerne Én af os sover (2012), Om mørke (2013), New Forest (2016), samt Alt dette kunne du få (2021). Blandt hendes helt store kilder til inspiration er den danske forfatter Tove Ditlevsen, den engelske forfatter og feminist Virginia Woolf, den franske forfatter og filmskaber Marguerite Duras, samt den amerikanske sanger og sangskriver Bob Dylan. Udover sit forfattervirke er hun én af initiativtagerne bag Forlaget Gladiator og har siden 2015 fungeret som fast underviser på Gladiators Forfatterskole. Derudover har hun blandt andet undervist i verdenslitteratur i Schweiz ved Bern Universitet, samt publiceret essays om kunst og litteratur i store internationale tidsskrifter, heriblandt det franske magasin La noveau Revue Francais. Foruden Kronprinsparrets Stjernedryspris er hun blandt andet blevet tildelt Jyllands-Postens Fonds Litteraturpris, samt Statens Kunstfonds treårige arbejdsstipendium. Privat er Josefine Klougart bosat med sin familie i en lejlighed ud til Christianshavns Vold.

Derfor skriver jeg:

Der er ingen frihed i det at skrive, i en vis forstand ingen valg. Man må skrive det man kan skrive. Det er det jeg gør, skriver det jeg kan skrive. En gang imellem opdager man ved læsningen af sig selv, at noget har fundet sted i skriften. At der er en struktur, at teksten organiserer sit stof på en måde, man oplever som selvfølgelig, naturlig - og samtidig fundamentalt ny. Litteraturen står der og dirrer, er et krystal eller en prisme, der kaster lys tilbage på verden og på den læsende. Sådan oplever jeg det. At man så alligevel, hver dag, starter fra det samme sted, igen; det er en anden sag. Det er et vilkår. Men dette; momentant blive i stand til at se en selv, verden, livet med det her nye lys skinnende i den, i pelsen, i tænderne, i øjnene, i alt det blanke og alt det matte i verden. Det er det, der gør arbejdet med litteraturen, det at læse og det at skrive (for senere at læse og se) til noget af det mest meningsfulde, man kan foretage sig. Litteraturen blotlægger, når den er bedst, noget helt afgørende: strukturer. Strukturer i sproget, naturen, mennesket, kroppen, tanken - i verden. Det er disse strukturer, organiserende principper, mønstre og sammenhænge, der giver den enkelte mulighed for at forbinde sig med noget overhovedet. Hinanden. Naturen. Verden. I glimt. Litteraturen skræller frugten for dig, tilbyder dig disse erfaringer i en koncentreret form. Her er der netop ikke langt mellem snapsene. I virkelig god litteratur sker det hele tiden og igen og livet er kort, så det giver mening at opsøge det.

Litteraturen er i bund og grund banal. Den beskæftiger sig med nogle få eksistentielle fænomener, giver os intense erfaringer af i bund og grund simple fænomener, som kan være nok så svære at nærme sig, endsige rumme, ellers: kærligheden til et andet menneske. Naturen som en verden eller en virkelighed i os og om os. Døden som et vilkår og altid: her.

Det er i bund og grund hvad vi har med at gøre.

Jeg opdagede det her da jeg var 15. Før det havde jeg bare en fornemmelse af, at bøger kunne noget. Da jeg opdagede det, følte jeg det som en slags forpligtigelse, at man simpelthen må tage denne her mulighed seriøst, at jeg måtte. Derfor skriver jeg; stadig.

Josefine Klougart, juni 2013.