Derfor skriver jeg:
Min tilgang og glæde ved bøger stammer helt fra jeg var ganske lille. Min far var dyrlæge og specialist i hunde og heste
og havde skrevet, hvad der i dag svarer til en ph.d. om hestens øjenrefleksion og havde skrevet en bog, Dyrlægens Hundebog.
Fra jeg var helt lille, lå jeg på stuegulvet i lejligheden
på Østerbro i København og bladrede i bøger om fuglene og om andre dyr. Jeg kan huske, at jeg allerede havde en bogreol som 6-årig.
Når min far tog mig med ud at køre på
dyresygebesøg i sin Hillmann rundt i København, og jeg ventede nede i bilen, sørgede han altid for, at jeg havde en bog at kigge i.
Da mine forældre blev skilt og jeg kom i pleje på en gård
på Lolland, var bonden, Onkel Julius, en læsende mand, der citerede de islandske sagaer, når han gik efter ploven i marken. Og jeg husker en våd, mørk november-dag, hvor han pløjede, og jeg løb ud i marken med kaffe
til ham, og jeg gik efter ham i plovfugen og mærkede lugten fra hesten med de svedige flanker, at han fremsagde et vers, der lød sådan her:
Det lyder som et Eventyr, et Sagn fra gamle Dage:
en
røvet Datter, dybt begrædt, er kommen frelst tilbage!
Som voksen fandt jeg selvfølgelig ud af, at det var Henrik Pontoppidans genforeningsdigt fra 1920.
Da jeg blev genforenet med mine søskende,
og min mor havde fået en stilling som børnehavelærerinde på Grevinde Danners stiftelse i Jægerspris, læste min mor højt for os om aftenen af B.S. Ingemanns historiske romaner, som jeg blev fuldstændig optaget
af og selv omsatte i leg som kæmpende riddere ud i skovene omkring Jægerspris Slot, som vi boede på. Skovene var fulde af gravhøje, så det var den rigtige kulisse til at lege røvere og soldater.
Min interesse for zoologi og i dag biologi voksede i takt med, at jeg tog alle mulige dyr med hjem fra skovene, der omgav slottet. Jeg havde tjek på mindst 12 forskellige fuglereder og tog fugle med brækkede ben med hjem
ligesom hareunger, og en krageunge gjorde jeg næsten tam. Jeg havde fem akvarier med salamandre plus en del snogeunger. Mine søskende blev sure, når de slap løs, og vi måtte bruge halve nætter på at lede efter dem.
Jeg satte mig altid ind i, hvad fuglene hed i de bøger, jeg havde, ligesom jeg satte navn på alle de udspilede sommerfugle og biller, som jeg slog ihjel i et syltetøjsglas med æter.
Min mor døde, da jeg var 11 og jeg kom på Kostskole i Hellebæk, på Det Kongelige Opfostringshus, og jeg blev det, man kaldte en ’skorpe’. Jeg mistede bøgerne, og skolebøger
kom jeg til at hade, for det var tvungen læsning. Jeg blev en umulig elev, der som den eneste dumpede i 2. mellem. Og den eneste, der blev smidt ud af kostskolen.
Men skovene havde jeg stadig lige uden for døren
sammen med søerne omkring Hellebæk. Når lærerne havde slukket lyset på sovesalene kl. 20, og ingen af os havde den mindste lyst til at sove, lokkede jeg mine kammerater med ud i sommernatten. Vi sprang ud af vinduerne, ud i skoven
og ned på stranden, hvor vi gik helt til Kronborg i vores nattøj.
Troels Kløvedal, marts 2018 (Fra Forlaget Gyldendal).