Derfor skriver jeg:
Man ligger vågen om natten og lytter til universets mumlen og verdens sugende gab, mens tankerne danner endeløse spiraler; hvad
skal et menneske gøre med sit liv? Vi er for gamle til at være ulykkelige, og det er for sent at dø ung. Inderst inde er jeg alene mellem verdens indvolde. Måske er det muligt at nå hinanden med kærtegn – og med
ord.
Noget er der sket
Vi ønsker at efterlade os spor
i ord.
Men
sproget er ikke nogen privat opfindelse.
At elske, at blive forladt;
at opdage uret der tæller sekunderne
inden i kroppen. Smerten i lyset,
raseri,
uhjælpelig sorg. Sproget véd alt det.
Hvad er så mit eget?
Er det muligt
at gøre personlige erfaringer
og sætte ord på dem,
som ikke bare er konventionelle?
At bidrage med en tilføjelse?
Noget er der sket, noget stort,
men jeg kan ikke forklare,
hvad det er.
Postulater afslører sig selv.
Jeg må vedgå min forlegenhed -
og lytte til ordene,
der yngler med virkeligheden
overalt.
Niels Hav, oktober 2015.