Derfor skriver jeg:
Jeg er drevet af nysgerrighed og videbegær og har altid en ambition om at forsøge at levere noget nyt. Min seneste roman, Mordet
på øen, er en labyrintisk thriller, der helt åbenbart har hentet inspiration fra moderne tv-serier, hvor noget af tidens bedste og mest vedkommende drama efter manges - og også min - mening skrives. Det var et enormt sats at forsøge
nummeret i romanform, hvor læseren - når intet andet angives - har en klar og helt rimelig forventning om, at alting afsluttes. I tv-serierne kan man bedre slippe af sted med uafsluttede intriger og åbne spørgsmål - før
i tiden, fordi det var besværligt ”at bladre” tilbage, og nu, fordi det nærmest er blevet konventionen, at serierne fortsætter. Den går ikke i romanens (og slet ikke krimiens) verden, hvor den skarpe læser omgående
slår ned på det, der savner forklaring eller ender blindt. Det var altså bogens: en klar og spektakulær afslutning, fuld tilfredshed eller pengene tilbage, der skulle fusioneres med en langt dybere og langt større, underliggende
historie, der skydes i gang, men kun antydes og samtidig skjules, netop fordi den kun må pirre, virke billedskabende (og manipulerende :) og så i øvrigt ellers ikke forstyrre læserens bevidsthed. Det har været en ekstremt spændende
udfordring at nitte det hele sammen, for der er virkelig gjort brug af alle de virkemidler, jeg har i kassen. Fuldstændig som romanens blanding af camouflage og poker, at sløre og skjule og spille med åbne og lukkede kort. Og så har
jeg selvsagt været både glad og meget taknemmelig for reaktionerne både fra anmeldere og læsere. For selvfølgelig kommer der en fortsættelse. Det står jo nærmest i romanen. Både på og mellem linjerne
:)
Michael Larsen, juni 2016.