Derfor skriver jeg:
Jeg skrev, før jeg lærte alfabetet. Jeg tegnede historier og dikterede den tekst, til min far, som skulle stå nedenunder. Senere lå jeg på maven i haven, i sommerferien,
og skrev plagiater af krimier som De Fem eller overnaturlige fortællinger ala Maria Gripe. Fan Fiction ville man nok kalde det i dag.
Jeg skrev rent på skrivemaskinen, fotokopierede, syede bogsiderne sammen på symaskinen og
gav historierne væk.
Det med at finde på og give væk, de følelser der er forbundet med det, var de samme dengang som nu.
En linje, et billede, en situation inspirerer. Derfra udvikler romanen, novellen eller
dramaet sig. Jeg aner ikke på forhånd, hvor det hele ender, men det, at jeg kan overraske mig selv, er en væsentlig del af drivkraften. Når intuitionen råder, fortæller jeg den historie, til mig selv, som jeg ikke vidste,
at jeg havde allermest lyst til at høre på det givne tidspunkt.
Det er som at sende en sporhund ind i en mere eller mindre ukendt egn, som jeg gerne vil udforske. Hvad oplever den dér? Hvad kommer den tilbage med? Jeg har
ikke mulighed for at udforske alt og opleve alt i mit hverdagsliv. Men det har sporhunden - og fortællingen.
At skrive er den ultimative frihed og den ultimative nærhed. Det kribler i maven, når fingrene løber over tasterne.
Denne kriblen kan jeg, forhåbentligt, give videre til læserne i form af en bog, som får det til at krible på samme måde i læsernes maver.
Den færdige bog, skabt i ensomhed, giver i sidste ende et fællesskab
med andre – det som vel egentligt er meningen med galskaben. Historiefortælleren, hende ved lejrbålet, står på én gang uden for flokken og midt i flokken. I øjeblikket mellem dag og nat skaber hun et fællesskab
gennem fortællingen, som egentlig kommer fra hendes eget materiale, men som rammer tilhørerne.
Jeg skriver oftest i genren magisk realisme – og for voksne læsere. I mine fortællinger møder det hverdagsagtige
det eventyrlige. Genren er ikke særligt udbredt i Danmark, men er f.eks. helt almindelig i Island og de latinamerikanske lande. I Danmark bliver jeg altid spurgt om, hvorfor jeg skriver eventyrligt? Og om hvad det magiske særligt kan?
Og egentligt ved jeg ikke helt, hvad jeg skal svare andet end, at det kribler i maven. At det føles som om at sporhunden, i de eventyrlige fortællinger, kan bane sig endnu længere vej ind i et ukendt land.
Charlotte Weitze, juni 2017.