Derfor skriver jeg:
Som barn, da jeg havde lært at skrive, lavede jeg lange lister med opfundne navne: ”Eva Sø Gade Jensen”, ”Helle
Holm”, "Irene Max Larsen". Så sad jeg og smagte på navnene og spekulerede over, hvem de piger mon var, hvor de boede, hvad deres livret var, og om en af dem mon skulle have et ekstra mellemnavn.
Når
jeg skriver nu, foregår det sådan set på samme måde. Jeg mærker sætningernes rytme, ser ord eller hele afsnit for mig som farver, imens jeg funderer over, hvem mine karakterer er, og hvor de skal hen i verden.
Jeg tænker over verden, og når jeg skriver, ordner jeg den i mønstre. Når det fungerer bedst, giver processen mig glæde i kroppen og i hovedet.
Hanne Richardt Beck, oktober 2018.