Derfor skriver jeg:
Hmm, du spørger til min motivation, hvad der holder den oppe. Jeg ved ikke, hvad jeg skal svare, for, ja, den holder sig selv oppe,
lader det til. Jeg har behov for at skrive. Jeg skriver også, når jeg ikke skriver, det tror jeg de fleste forfattere gør: arbejder hele tiden. Godt, at man kan lide sit job.
Arbejdet
og teksten er på sin vis det samme: Det vælger sig selv. Jeg beslutter ikke som sådan, hvad og hvordan jeg vil skrive, man kan skrive det, man kan, og ikke så forfærdelig meget andet. Og så kan man gøre det så
godt som overhovedet muligt. Strenge sig an.
Hvorfor skriver jeg? Fordi jeg får lov, er vel svaret. Jeg betragter det som en næsten utrolig lykke, at jeg kan få lov til at bruge al min tid
på at skrive, jeg kan ikke komme i tanker om noget jeg hellere vil. Bevares, det føles vigtigt at skrive (eksistens, præstation, nye erkendelser, man føler sig som en gave til menneskeheden i sine bedste øjeblikke), men det
er vel ret indadvendt, ”udbyttet”: følelsen af nærvær, mening, fylde, overensstemmelse. Når man så udkommer, fordobles nærværet, meningsfuldheden osv., fordi bogen møder læseren – det
er en fantastisk fornemmelse. Når mødet går godt.
Malene Ravn, januar 2019.