Om forfatterne

Foto: Sofie Amalie Klougart

Derfor skriver jeg:

Hvad jeg skriver, er til stadighed verden. Og hvad jeg ikke kan skrive, er verden. Jeg kan forholde mig længe til dette, men hvad der gælder, er, hvad jeg så på Louisiana i november 1971. Herfra var vejen lagt, målet sat, og kikkerten var mine skriveredskaber. Aldrig har det ændret sig væsentligt, selv om jeg har stået til tjeneste også for andre, mere ydmyge forsvindingsnumre, ind bag hverdagen. Mit ærinde er visionært, at tilvejebringe.

Asger Schnack, januar 2021.

Foto: Morten Lundrup

Derfor skriver jeg:

Skriften for mig er ikke et skriveværelse man går ind i engang imellem, det er hele huset, fundamentet, skriften skal flyde konstant og har gjort det lige siden jeg som barn lånte min fars skrivemaskine og hakkede de første ord på papir. Skriften er en naturlig del af mig, et alfabetets kamera der via dygtiggørelse og faglig stolthed fanger billeder, stemninger, følelser og omsætter dem til digte. Den er oprigtig og ærlig, der skrives kun om ting jeg selv har oplevet, set, hørt, følt, tænkt og mærket. Jeg stiller mig selv til rådighed for skriften, dyrket den levede skrift, om det er at flytte, være hjemløs, bo på hoteller eller rejse, jeg bruger mig selv for at åbne oplevelser op, lader dem rende igennem mig og placerer dem på papir. Fra de større ting som politiske strømninger, samfundet, byens ændringer til de helt små nære ting som en øl for meget, glæden ved en god cigar, en tur på væddeløbsbanen eller et brud med en kæreste.

Claus Høxbroe, januar 2020.

Foto: Robin Skjoldborg

Derfor skriver jeg:

Hmm, du spørger til min motivation, hvad der holder den oppe. Jeg ved ikke, hvad jeg skal svare, for, ja, den holder sig selv oppe, lader det til. Jeg har behov for at skrive. Jeg skriver også, når jeg ikke skriver, det tror jeg de fleste forfattere gør: arbejder hele tiden. Godt, at man kan lide sit job.

     Arbejdet og teksten er på sin vis det samme: Det vælger sig selv. Jeg beslutter ikke som sådan, hvad og hvordan jeg vil skrive, man kan skrive det, man kan, og ikke så forfærdelig meget andet. Og så kan man gøre det så godt som overhovedet muligt. Strenge sig an.

     Hvorfor skriver jeg? Fordi jeg får lov, er vel svaret. Jeg betragter det som en næsten utrolig lykke, at jeg kan få lov til at bruge al min tid på at skrive, jeg kan ikke komme i tanker om noget jeg hellere vil. Bevares, det føles vigtigt at skrive (eksistens, præstation, nye erkendelser, man føler sig som en gave til menneskeheden i sine bedste øjeblikke), men det er vel ret indadvendt, ”udbyttet”: følelsen af nærvær, mening, fylde, overensstemmelse. Når man så udkommer, fordobles nærværet, meningsfuldheden osv., fordi bogen møder læseren – det er en fantastisk fornemmelse. Når mødet går godt.

Malene Ravn, januar 2019.

Foto: Steen Evald

Derfor skriver jeg:

Jeg har været lige dele fascineret og skræmt af drabet, siden jeg som 4-årig så gyseren ”Vindeltrappen” i selskab med min mormor, der selv var stærkt optaget af drab – både fiktionens og virkelighedens.

Det var hos min mormor at jeg blev introduceret til krimien i form af blandt andre Agatha Christies forfatterskab ligesom vi ofte diskuterede virkelighedens drab over en kop lidt for stærk te. Så der er ingen tvivl om at det er hendes skyld – eller fortjeneste – at jeg i dag er krimiforfatter.

Jeg vidste tidligt at jeg ville skrive og at det var drabet og særligt psykologien bag drabet der havde min interesse, men da jeg blev student var jeg også klar over, at jeg ikke var moden endnu, og jeg søgte derfor ind på journalisthøjskolen og tænkte at jeg da kunne beskæftige mig med dette beslægtede fag, journalistikken, mens jeg ventede på at blive moden nok. Faktisk var min plan at jeg ville arbejde til jeg var 60 år, for så at trække mig tilbage og kaste mig ud i forfattergerningen.

Planen holdt dog ikke. Det skulle heldigvis blive meget før .-D

Da jeg var i slutningen af 30’erne, mor til to mindre børn og med en lang journalistkarriere bag mig, fik jeg en stærk fornemmelse af at det var NU jeg skulle afprøve krimiforfatterdrømmen. Efter noget tids tøven sagde jeg mit gode, faste og vellønnede DR-job op og kastede mig ud i forfatterlivet. Med hjertet oppe i halsen og klamme håndflader. Et par år senere debuterede jeg med ”En torn i øjet”, min første Rebekka Holm-krimi som strøg direkte ind på bestsellerlisterne, hvor den lå i månedsvis og som betød at jeg kunne leve af mit forfatterskab. I dag er det 9 år og 7 bøger siden, og jeg må indimellem stadig knibe mig selv i armen over at min forfatterdrøm i den grad blev opfyldt. Det er jeg meget ydmyg og taknemmelig for.

Jeg elsker forfatterlivet på godt og ondt. Heldigvis er der mest godt. Jeg er altid på arbejde, min fantasi er endeløs og jeg er god til at fornemme det uhyggelige i det tilsyneladende hyggelige. Jeg holder af researchen, af at finde på og at sidde og at bestemme selv. Selvfølgelig er der også kedelige dage, hvor man retter og retter den samme tekst, dage hvor hjernen er gået lidt i stå og det hele er svært, og man er så meget alene. De dårlige forfatterdage fylder dog heldigvis meget lidt i forhold til de gode, for det er stadig en stor glæde for mig at skulle finde på stærke og skræmmende plots.

Julie Hastrup, november 2018.

Derfor skriver jeg:

Jeg vil gerne være tro mod det ved mennesket som er større end mennesket

Jeg vil gerne være tro mod det ved mennesket som

Det som er det mindst mulige menneske

Fordi

For at kunne yde det den omsorg det har brug for

Derfor

(Skrift som omsorg)

(Skrift som selvomsorg)

(Ligegyldigt hvor lidt lyst man har til at yde den)

Ursula Andkjær Olsen, september 2018.

Derfor skriver jeg:

Jeg er opvokset i et miljø, hvor det var naturligt at arbejde med et kunstnerisk materiale - i mine forældres tilfælde med klang og udtryk i klassisk musik. Jeg har altid været i gang med noget. I gymnasiet med skrift og med min egen kormusik. Senere film. Jeg ved ikke, hvad det er, der driver mig, men i de perioder, hvor jeg har haft lønjob, har jeg iagttaget, hvordan behovet og arbejdet har sneget sig ind i de frie timer. Jeg vil ikke kalde det "en nødvendighed". Jeg har altid følt, jeg godt kan leve uden, så længe jeg har adgang til et nogenlunde godt liv i øvrigt. Men efter et stykke tid ville jeg nok være i gang med noget alligevel.

I skriften oplever jeg stor frihed. Sproget er et hurtigt, blødt materiale, som kan formes på uendelige måder. Det kræver ikke det store produktionsapparat sådan som filmen. Det meste af tiden kan gå til selve det kunstneriske arbejde, hvis man regner redigering for kunstnerisk arbejde, hvilket jeg i høj grad gør. Man er ikke afhængig af samarbejdspartnere og et crew. Man kan arbejde med det, når man vil. Jeg misunder musikken dens umiddelbarhed i klangen, men man kan nærme sig noget af det i litteraturen. Ens talent og mangel på samme er naturligvis en stående udfordring, men ligesom i musikkens verden kan man godt blive bedre. Det har jeg set med mig selv og med utallige elever. Jeg elsker at undervise, og som kunstner underviser man altid sig selv. I hvad? Det er det gode spørgsmål. Et spørgsmål, som kunsten af og til (af og til) besvarer.

Pablo Llambías, september 2018.