Karsten Bjarnholt

Om forfatteren

Foto: Ole V. Wagner

(1944)

Forfatterdebut: 1970 (Albert og Victoria)

Med sit finurlige, absurde og ikke mindst groteske sprog er Karsten Bjarnholt uden tvivl én original og uforudsigelig stemme i dansk lyrik. Han kom til verden under krigen i 1944 på Frederiksberg og har tilbragt sin barndom i grænselandet mellem Frederiksberg og Nørrebro. Karsten Bjarnholt fik sin debut i bogform med digtsamlingen Albert og Victoria i 1970, men udkom allerede i 1966 med digte som han fik trykt i lyriktidsskriftet Hvedekorn. Herefter fulgte digtsamlingerne Nye slagord (1975), Himmel og hav (1980) og eventyrromanen Alexander den Lille (1983). Siden har han publiceret adskillige digtsamlinger, heriblandt Jeg limer min kinesiske vase (2009), Mit mørke (2009), Døgnfluer på deltid (2011), Bad, fuld kost og mikrofon (2014), I min alder ligner skyerne en forklaring (2017), Verden har fået et dårligt ry (2020), samt Det er dejligt (2023). Derudover har han bidraget med digte til aviser og tidsskrifter, samt skrevet tekster til ny klassisk kompositionsmusik og børnesange. Parallelt med sit forfattervirke har han samtidig fungeret som observationskoloniforstander i Fredensborg fra 1984 til 2000 og herefter frem til 2012 som konsulent i skoleforvaltning. Han er bestyrelsesmedlem i Ragna Sidéns og Vagn Clausens Fond og har tidligere ligeledes bestridt posten som formand for lyrikgruppen i Dansk Forfatterforening, samt blevet tildelt arbejdslegat fra Statens Kunstfond og legatophold på Fundación Valpaiso. Privat er Karsten Bjarnholt bosat i den centrale del af København med sin hustru Anne-Marie Gjedde Olsen.

Derfor skriver jeg:

Jeg mener, jeg skriver noget, der mangler i litteraturen, min opfattelse af virkeligheden på dét sted og i dén tid, jeg lever. Jeg dyrker poesien, ikke som skønhedsreservat, men som litteraturens grundforskning.

Inspiration findes, almindeligvis opleves den som følsom veloplagthed, men også som noget mere, det er svært at forstå og forklare. Den er formodentlig en art spontanitet, der delvis vil kunne beskrives psykologisk. Jeg tror, at enhver artist ved, den findes. Hvor kommer den fra? Aner det ikke, jo jeg har arbejdet og arbejdet med teksten i notatbøger og på diktafonen og så, dér er den pludselig, den selvbærende formulering! Nu taler digtet for sig selv. Også til læseren!

Jeg skriver for mine læsere, ikke for min egen skyld. Jeg vil overraske på samme måde, som jeg selv bliver overrasket, når jeg har skrevet et godt digt. Det er et kriterium for kvalitet, at digtet på den ene eller anden måde overrasker.

Digtere står på skuldrene af hinanden. Jeg tror stort set ikke på naturtalenter. Alle digtere er en del af litteraturkulturen sammen med læserne. Man kan skrive med eller mod traditionen, men digteren er en del af litteraturstrømmen, der glider rundt om jorden. Set udefra, hvis det kunne lade sig gøre, er der ingen individuelle digtere, kun litteratur.

Karsten Bjarnholt, september 2015.

Udvalgte litteraturpriser:

2020: Skulderklaplegatet

Udvalgt bibliografi:

2009: Jeg limer min kinesiske vase (digte)

2011: Døgnfluer på deltid (digte)

2014: Bad, fuld kost og mikrofon (digte)

2017: I min alder ligner skyerne en forklaring (digte)

2020: Verden har fået et dårligt ry (digte)

Links om forfatteren:

Bogrummet.dk om forfatteren. [klik her]

Litteraturpriser.dk om forfatteren. [klik her]

Litteratursiden om forfatteren. [klik her]

Jorinde & Joringel er tilbage (2010).

Anmeldelse af digtsamlingen Mit mørke.

Af Jesper Elving, Sentura Magasin.

»»»

Slips og sandheder (2012).

Anmeldelse af digtsamlingen Døgnfluer på deltid.

Af Jørgen Johansen, Berlingske.

»»»

Jeg ville gerne ha´ mødt hr. Bigandt (2014).

Anmeldelse af digtsamlingen Bad, fuld kost og mikrofon.

Af Poul Høllund Jensen, Bogrummet.dk.

»»»

Drastisk lune (2020).

Anmeldelse af digtsamlingen Verden har fået et dårligt ry.

Af Lars Bukdahl, Weekendavisen.

Aktuelt ingen links til forfatterinterviews.

Forfatterprofilen er senest opdateret den 15.01.2024.


Copyright © 2022