Hanne-Vibeke Holst

Om forfatteren

Foto: Les Kaner

(1959)

Forfatterdebut: 1980 (Hejsa Majsa)

Med sin ligefremme og helt unikke skrivestil har Hanne-Vibeke Holst uden tvivl manifesteret sin position som én af nyere tids mest markante stemmer i dansk prosa. Hun kom til verden i den nordjyske handelsby Hjørring, men voksede siden op i Løkken i Vendsyssel sammen med hendes to yngre søstre. Efter sin studentereksamen fra Brønderslev Gymnasium tog hun et år til Paris som au-pair-pige, inden hun blev optaget på Danmarks Journalisthøjskole, hvorfra hun netop i midten af 80'erne blev uddannet journalist. Herefter var hun ansat som journalist ved Berlingske Tidende, ugebladet Søndag, samt Politiken. Hendes debut i bogform fik hun som kun blot 21-årig med ungdomsromanen Hejsa Majsa i 1980, men fik for alvor sit helt store gennembrud i 90'erne med sin romantrilogi om tv-journalisten Therese, der foruden Thereses tilstand (1992) ligeledes bestod af Det virkelige liv (1994) og En lykkelig kvinde (1998). Hendes store og alsidige forfatterskab omfatter alt lige fra børne- og ungdomsbøger til romaner, noveller samt essays, og har gennem tiden indbragt hende op til flere store priser, heriblandt Søren Gyldendal Prisen, Edward Pedersens biblioteksfonds forfatterpris, samt Boghandlernes Gyldne Laurbær. Udover sit forfattervirke har hun blandt andet skrevet for film og teater, deriblandt spillefilmen Dagens Donna (1990) og teaterstykket Moskva (2010). Hun har desuden haft forskellige store tillidshverv og bestyrelsesposter, blandt andet i regeringens højskoleudvalg, Sex og Samfunds præsidium og den danske UNESCO-nationalkommission og har samtidig i kraft af sit virke som forfatter, debattør og ikke mindst foredragsholder ligeledes markeret sig som én helt ganske central stemme i den danske ligestillingsdebat. Privat er Hanne-Vibeke Holst gift med filmfotografen Morten Bruus. Hun er bosat i den nordlige del af Frederiksberg og er mor til Mikael, Anastasia og Jonathan.

Derfor skriver jeg:

»Og hwa’ skal’ do så wære, bette pige, nær do blywer stur,« blev jeg som lille spurgt af en af de lune Løkken-fiskere. Sådan en med strikhue og falmet blå busseronne, der også kunne finde på at spørge min lillesøster, om han kunne købe en af hendes proptrækkerkrøller for en tiøre. »Do skal kajski wære forputter?« foreslog han og syntes selv, at han var vældig sjøv, eftersom vores far jo var forfatter. Den fireårige forfatterdatter lod sig dog ikke intimidere, men stak næsen i sky og svarede uden tøven: »Jeg skal’ sk’ive en k’onik til In-for-ma-sjon!«

Det gjorde min far nemlig i ny og næ, og eftersom alt, hvad der angik ham, forfatteren, var omgærdet af ophøjet utilnærmelighed, måtte det være det, man skulle stræbe efter. Hvad en kronik var, havde jeg trods min kække fremmelighed ingen anelse om, men at Information var københavneravisen med den inciterende røde prik, som i korsbånd blev afleveret af det ligeledes røde postbud, Frits, med signetringen og de løse håndled, havde jeg fuldstændig styr på.

Husstanden abonnerede på andre aviser, herunder Politiken og Vendsyssel Tidende, mens de øvrige blev købt i løssalg henne i den tryksværteduftende kiosk. Men det var den tynde avis med siderne dækket af myrekolonner af små tegn og bogstaver og næsten ingen billeder, der fascinerede mig mest. Måske fordi der også over den var noget ophøjet, utilnærmeligt, som jeg masochistisk droges af.

For da jeg endelig lærte at læse og straks kastede mig over de attråede aviser, som hver dag bragte et sus af den verden, der lå på den anden side af horisonten, ind i hjemmet, og begyndte at stave mig igennem overskrifter, tegneserier og dødsannoncer (som jeg allerede dengang havde et gysende velbehag ved), måtte jeg hurtigt sande, at Information var uopnåelig. Ikke for børn. Jeg forstod ikke et (fremmed)ord af, hvad der stod i denne højbrynede voksenavis, som var tør som sand og aldrig skrev om bortløbne køer, ildebrande, bilulykker, tyve og røvere.

Hanne-Vibeke Holst (Fra uddrag af kronik i Information, 2020).