Peter Adolphsen

Om forfatteren

Foto: Per Morten Abrahamsen

(1972)

Forfatterdebut: 1996 (Små historier)

Peter Adolphsen er kendt for sine kortromaner inden for genren LabLit - Science in fiction og har med sine ultrakorte, koncise, legende og intelligente tekster manifesteret sig som en af de mest markante eksperimenterende danske prosaister. Han kom til verden i 1972 i Aarhus, men er vokset op i Aalborg, Wien, Greenbay og Wisconsin. I 1991-92 gik han på Nordisk Teaterskole og studerede i 1996-97 arabisk filologi ved et privat universitet i Córdoba. Peter Adolphsen afsluttede sin udannelse fra Forfatterskolen i København i 1995, men debuterede allerede i 1991 som lyriker med digte i tidsskiftet Hvedekorn. Det var som prosaist og den egentlige debut med udgivelsen af novellesamlingen Små historier (1996) og senere Små historier 2 (2000), at han for alvor fik sit helt store gennembrud som forfatter. Herefter fulgte kortromanerne Brummstein (2003) og Machine (2006), samt novellesamlingen En million historier (2007). Siden har han blandt andet publiceret versromanen Katalognien (2009), science fiction-romanerne År 9 efter loopet (2013) og Rynkekneppesygen (2017), kortprosasamlingen Jeg kan ikke huske (2018), samt novellesamlingen Små historier 3 (2020). Blandt sine helt store kilder til inspiration er den tjekkiske forfatter og professor Franz Kafka, den argentinske digter Jorge Luis Borges, den danske digter Per Højholt og ikke mindst den danske forfatter Peter Seeberg. Ved siden af forfatterkarrieren redigerede han det litterære tidsskrift Den Blå Port fra 1997 til 1998, og i 2000 vendte han tilbage til Forfatterskolen, denne gang som underviser. Siden 2000 har han arbejdet som freelanceskribent ved Dagbladet Information. Han er ligeledes medlem af det metamusikalske tekstorkester T/S Sterndolph sammen med T.S. Høeg og Sternberg, der i 2015 udgav debut-LP'en Aktionspotentiale (Diskoteket Øverste Kirurgiske). Med tiden har han modtaget stor anerkendelse for sit forfattervirke og er blevet tildelt op til flere legater fra blandt andet Statens Kunstfond og Statens Kunstråd, samt Statens Kunstfonds livsvarige hædersydelse. Privat er Peter Adolphsen bosat i den ydre del af Østerbro og til dels i Høje Gladsaxe og er desuden far til tre drenge, Georg, Hugo og Otto.

Derfor skriver jeg:

Begrebet bag glosen ’inspiration’ har altid virket ulden på mit skæve blik. Etymologien, latin: in-spirare, ind-blæsning, og subsidiært gudernes ditto, får een til at føle sig som en højere magters piv-i-røv hest; som om en nåde, hidrørende fra det hinsidige, kom til mig, sjælløse lerfigur af et ynkeligt subjekt, og fik den guddommelige kunst til at sprøjte ud af diverse kropsåbninger. Bavl. Jeg siger: Alt nyt, og kunstværker især, er variationer over det allerede givne. Evolution, my dear. Og dermed er vi ved den isme, som jeg noget indbildsk henregner mig til: Antropofagismen (dvs. menneskeæderi) efter brasilianeren Oswald de Andrades Manifesto antropófago (1928). Antropofagismen dengang, i Brasilien, eksisterede i en kontekst, der påbød en modreaktion ifht. en ureflekterede efterligning af litterære strømninger i Europa, særligt den selvfede symbolisme. Her og nu er der også rigeligt med biedermeider, hvorfor min nudanske version af det antropofagistiske litteratursyn er som følger (metaforisk talt, forstås): Myrd dine klassikere, tilbered dem (gerne efter en tid i marinade), æd og fordøj dem og skid derpå en lort, der så, pænt anrettet, udnævnes til Kunst.

Peter Adolphsen, februar 2014.

Udvalgte litteraturpriser:

2014: Niels Klim-prisen

2020: Skulderklaplegatet

2022: Zinklar-prisen